
Der blev lagt sved, sjæl og maling i hver eneste væg under årets ‘Nybyggerne’-program. Nu kan de måske også lægge deres hverdag der sammen.
Under optagelserne til årets sæson af ‘Nybyggerne’ opstod et særligt bånd mellem parrene Freja Givskud og Vino Sandiramoorthys og Matias Svane og Rasmus Cederdorff.
Det venskab ser nu ud til at kunne vokse videre lige dér, hvor det hele begyndte. Nemlig i husene, de selv byggede.
I otte uger arbejdede de side om side som naboer med søm, skruer og maling. Men det var ikke kun vægge, lofter og badeværelser, der tog form. Det gjorde et stærkt venskab nemlig også.
– Det føles som om, vi alle bliver samlet igen, siger Matias Svane.
Begge par har besluttet at købe deres huse, og indtil videre tyder det meget på, at det vil lykkedes dem:
– På mange måder er det at vende tilbage til det sammenhold, vi havde under optagelserne, fortsætter Matias.
Siden kameraerne slukkede, er relationen kun vokset, og nu håber begge par, at de kan få den endelige godkendelse på plads, så de kan købe de huse, de har knoklet for.
Venskab over plankeværket
Drømmen om at bo dør om dør med tætte venner er ikke længere bare en tanke.
Begge par har, som nævnt, budt på husene, og forventningerne er store.
– Det ser bare godt ud. Det vil være super mærkeligt, hvis det ikke gik igennem. Men fordi det er offentligt, skal vi lige have det hele på plads, siger Rasmus Cederdorff.
– Det vil betyde alt. Det der med, at der er naboer, hvor man er sådan lidt: Er der nogle, der har lyst til at spise i aften? Skal vi lige grille. Det er ikke så udbredt i Danmark længere, at man har naboer, man rent faktisk har et fællesskab med, siger han og tilføjer:
– Jeg troede, at jeg gerne ville have mit eget space, men sådan er det ikke med naboer som Vino og Freja.
Store planer
Husene er måske færdige i tv-programmet, men for de kommende ejere er der stadig masser af planer:
– Det første vi skal, er at vi skal have lavet badeværelset om. Og så skal vi have en hund mere og få haven hegnet ind, siger Rasmus.
– Det der troldtekt skal ned. Det glæder jeg mig så meget til, griner Matias.
Og selvom hverdagen venter lige om hjørnet, er de opsatte på at holde fast i det sociale.
– Vi bliver nødt til at lave faste aftaler, når hverdagen går i gang, siger Rasmus.
– Vi kan lave hotelskilte, man kan hænge udenpå døren med “don’t disturb”, joker Matias.
– Det bliver bare mega fedt. Det føles som et kollektiv, hvor man har hvert sit hus, uddyber han.
Glæden smitter
Det er ikke kun de voksne, der glæder sig til naboskabet. Rasmus har to døtre, som han har boende hver anden weekend, og de har taget nyheden med storm.
– De er ellevilde. Jeg fik det største og længste knus af dem, da jeg sagde det til dem. De glæder sig helt vildt. Så de kan ikke vente, fortæller Rasmus.
De er dog ikke de eneste, der glæder sig. Også Freja og Vino ser frem til det nye naboskab, når det hele forhåbentligt falder på plads:
Hvad tænker I om at få Rasmus og Matias som naboer?
– Det vil være kæmpe bonus. Vi tænkte ikke, det var en mulighed. Fordi vi tænkte, det bare var en, der kunne løbe med det hus, siger Freja Givskud til Newsner Danmark.
Hvor lyder det bare skønt, at de nu kan blive naboere. Hvad tænker du om årets ‘Nybyggerne’-program? Del gerne din mening med os i kommentarfeltet på Facebook.