
Pia Kjærsgaard har en mening om det meste. Om de ældres vilkår, integrationen eller udviklingen i Europa.
Men denne gang er det ikke storpolitik, der optager Pia Kjærsgaard.
Det er derimod noget helt andet og noget meget konkret på gaden, der har fået politikeren op i det røde felt.
En sort plastpose med et særligt – og ildelugtende – indhold har fået den tidligere formand for Folketinget til tasterne.
På sin egen Instagram-profil har Pia Kjærsgaard delt et billede af en sort hundepose, der ligger efterladt på fortovet. Den er ikke blevet smidt i skraldespanden, men ligger dér, midt i det offentlige rum – og det vækker harme hos politikeren.
– Bare så træt af det her! En hundelort i plasticpose smidt på fortovet! Tror I, jeres mor rydder op?
Sådan lyder det indledningsvis fra Dansk Folkeparti-politikeren, der ikke lægger fingre imellem, hvad hun mener.
Kritik af hundeejere
Hun undrer sig over, hvordan nogen overhovedet kan finde på at samle deres hunds efterladenskaber op for så alligevel bare at smide posen midt på gaden.
– Hvorfor i alverden tager man ikke posen med og lægger i en affaldsbøtte? Når man alligevel har samlet lorten op?
Kritikken er skarp, og budskabet er klart:
– Sådan noget svineri og sjusk! Tag jer nu sammen kære hundeejere, når I har gået tur med den bedste ven.
Opslaget er mærket med hashtags som #hundelort, #miljøsvin, #plasticforurening og #paspånaturen. Det er dermed tydeligt, at Pia Kjærsgaard gerne ser mere ansvarlighed fra danske hundeejere i det offentlige rum.
Deler ud af sit liv
Pia Kjærsgaard er generelt åben på sociale medier og deler gerne både meninger og øjeblikke fra hverdagen.
For nylig afslørede hun, at hun havde været ude for et uheld, hvor hun vred foden i et hul på græsset.
– Jeg trådte ned i et lille hul på græsplænen og vred foden, der sagde “knæk”! Av! Heldigvis hverken operation eller gibs, men en ret besværlig og tung støvle, der skal holde foden på plads i fire uger, skrev hun dengang.
Nu er benskinnen kommet af, og Pia Kjærsgaard har igen mulighed for at tage på gåture.
Men som det viser sig, er der altså stadig ting på fortovet, der kan ødelægge en ellers god dag.
Du kan se det fulde opslag herunder:
Sikke en uheldig oplevelse. Kan du forstå hendes frustration? Del gerne din mening med os i kommentarfeltet på Facebook.