
Stine fra ’Ups, vi er voksne’ har stor succes med sin kunst, og det er hendes forældre naturligvis meget stolte over.
Når man får et barn med Downs syndrom, er det næppe den første tanke, at hun en dag vil få sin egen webshop, sende værker til udlandet og få så stor succes med sine smukke kunstværker.
Men det er præcis, hvad 33-årige Stine Kailow har gjort i samarbejde med sin far.
De fleste danskere lærte hende at kende i TV 2-programmet ’Ups, vi er voksne’, hvor hendes far og mor kærligt guider hende gennem voksenlivet.
Og allerede her så man tydeligt, at Stine havde en stærk passion for at tegne og male.
Nu har hun sammen med sin far gjort sin fritidshobby til en stor succes, som har fanget danskernes interesse og hjerter.
Galleri Kailow har fart på
Sammen med sin far har Stine åbnet ’Galleri Kailow’, hvor hun sælger egne malerier, tryk og kort.
Priserne starter ved 350 kroner og går op til 2500 kroner.
Og kunderne er vilde med det, fortæller hendes mor, Helle Kastrupsen, i et nyt interview med Newsner.
– Det går simpelthen forrygende. Jeg tør ikke at sige, hvad hun har omsat.
Det er ikke kun danskere, der hiver værkerne ned fra hylderne. Salget er også begyndt at krydse landegrænser.
– Hun sælger både til England og hele Danmark. De bestiller og hiver ned fra hylderne.
Tegnet siden hun kunne holde en blyant
Stines kærlighed til kunst er ikke ny. Den har været med hende hele livet.
– Hun har tegnet alting lige siden, hun kunne holde en blyant. Det er virkelig noget, hun er draget af. Hun har også udviklet sig rigtig meget, siger Helle.
Og det kreative gen kommer ikke ud af det blå.
– Jeg er selv uddannet reklametegner, og havde en morfar, der var helt guddommelig til at tegne. Lars kan ikke lave to streger, så vidt jeg ved. Så uden at ophøje noget, så er det jo min familie, det kommer fra, siger hun med et glimt i øjet.
En rejse fra tvivl til tryk
Det har ikke altid været nemt at være forældre til et barn med udviklingshandicap. Og rejsen har været lang, fortæller Helle.
– Jeg kan huske, at mig og Lars (Stines far red.) kørte hjem fra Hvidovre Hospital. Vi tænkte, kommer hun til at spise selv? Bliver hun renlig? Kommer hun til at gå?
Men det var tvivl og spørgsmål, som de nu heldigvis kan se bort fra, for Stine har overgået alles forventninger.
I dag driver faren en butik for Stine og har sat alt i system, så hun kan trykke og sælge sine værker fra egen hjemmeside.
Sammen har de skabt en tryg arbejdsplads, hvor Stine trives, udvikler sig og blomstrer, og hun har bevist, at hun kan rigtig meget selv på trods af hendes diagnose.
Kunst med ansvar
Stine går endda meget op i at tage sit arbejde alvorligt, for ellers vil det ifølge hende selv få konsekvenser.
– Så bliver jeg fyret, siger hun, hvis hun ikke møder op. En sætning, hun har hørt voksne sige, og som nu tager bogstaveligt.
Hun er enormt produktiv og laver næsten alt på bestilling.
– Hvis vi tog mere ind nu, så ville hun blive færdig om to år, siger Helle.
For Stines forældre er det afgørende, at succesen ikke kommer på bekostning af hendes glæde.
Og det er tydeligt, at Stine elsker det, hun laver. Hun er stolt, målrettet og har fundet sin plads med sin blyant og pensel i hånden.
Hvor er det bare flot. Det fortjener hun stor ros for. Hjælp os gerne med at sende hende en motiverende hilsen i kommentarfeltet på Facebook.
LÆS MERE:
- Jeff Pitzners mor åbner op: ”Det er ligesom, han er vokset fra mig”
- ’Ups, vi er voksne’-Jeff Pitzner fik en streng ordre fra sin hjertelæge