
En dyrlæge kommer nu med en vigtig advarsel til alle danskere, der har en hund.
Sommeren har for alvor lagt sig over Danmark. Med temperaturer, der i dag har rundet 30 grader i store dele af landet, strømmer folk mod strande, parker og isbutikker.
Solen skinner, grillen tændes, og det lune vejr bliver udnyttet til fulde.
Men midt i sommeridyllen gemmer sig en alvorlig risiko for dem, der ikke kan sige fra selv. Nemlig vores firbenede venner – vores hunde.
Dyrlæge: “Man skal heller ikke bare hente mælken”
Mange hundeejere tænker måske, at det er helt ufarligt lige at lade hunden vente i bilen, mens de hurtigt handler ind.
Men den tanke kan få alvorlige konsekvenser, advarer dyrlæge Charlotte Henriksen fra Hovedvejens Dyreklinik i Glostrup i et nyt interview med Newsner.
– De overopheder. Temperaturen stiger, og det kan ende ud med, at de dør af hedeslag, siger hun og understreger, hvor hurtigt det kan gå:
– Der er tale om ganske få minutter. Der er lavet nogle forsøg på, hvor hurtigt sådan en bil varmer, og biler er slet ikke bygget til at ventilere. Det er også bare det at hente mælken, det skal man bare ikke, fastslår hun.
Ifølge FDM‘s tyske søsterorganisation ADAC skal der ikke mere end et kvarters solskin til, før temperaturen inde i bilen kan snige sig op over 80 grader.
Varmen sætter grænser for gåture
Det er ikke kun bilen, der udgør en risiko. Også de daglige lufteture kræver omtanke i hedebølgen.
Og der har dyrlægen helt bestemte råd til danskerne:
– Ikke efterlad dem i bilen overhovedet. Sørg for ikke at gå for lange ture især i de her hedeslagsdage. Man skal også være opmærksom på, hvor man går tur med dem. Fx ved asfalt osv. Det skal man afvige fra og lade hunden blive hjemme, hvis man skal handle, lyder det fra Charlotte Henriksen.
Hun anbefaler at rykke hundeluftningen til de køligere timer.
– De almindelige danske sommerdage, der kan man gøre, som man plejer, men en dag som i dag, så går man ture tidligt om morgenen eller sent om aftenen.
Ifølge meteorologerne hos DMI ser det ud til, at hedebølgen vil fortsætte i de kommende dage, så det er værd at tage advarslerne alvorligt.
Så nyd sommeren, men husk at tænke jer om både for jeres og hundenes skyld.
Efterlad gerne en kommentar på Facebook eller del artiklen, så flere kan blive gjort opmærksomme på, hvor vigtigt dette er.