Familien Trædholm-Hansen fik hjælp i ‘Vi drukner i rod’

I sidste afsnit af denne sæsons ‘Vi drukner i rod’ møder vi familien Trædholm-Hansen.

Rodet havde taget over i det lille hjem i Middelfart, og det samme havde følelsen af at være fanget i en hverdag, der aldrig blev lettet.

Men med hjælp fra eksperterne og en vikar-vært på TV 2-programmet ‘Vi drukner i rod’, kom der pludselig lys i mørket.

Simone og Morten Trædholm-Hansen bor med deres tre døtre Victoria, Elisabeth og Elinor i et rækkehus på 122 kvadratmeter i Middelfart.

De har kun boet der i to år, men det er tydeligt, at flyttekasserne aldrig rigtig blev pakket ud, og at hverdagens kaos har fået lov at vokse.

– Det blev helt slemt, dengang Morten var i en trafikulykke. Der endte han med at være sengeliggende i mange måneder. Og jeg stod med det hele, fortæller Simone i programmet.

Morten blev ramt af en bil i 2022 og fik et alvorligt brud på benet. Han endte med at blive opereret og havde et stort metalskelet monteret i flere måneder.

Imens blev hjemmet fyldt op med hospitalsseng, kørestol og gangstativ, og herfra tog rodet bare til.

– Jeg føler lidt, at jeg har tabt forbindelsen til mine børn. For jeg er nødt til at sige nej til dem, fordi jeg skal rydde op. Vi er efterhånden nået så langt ud, at vi er nødt til at få hjælp, siger Morten i programmet.

Morten Trædholm-Hansen i kørestol med sin datter.
Foto: Privat

Da Morten endelig fysisk kom på benene igen efter næsten seks måneder, blev Simone ramt.

–Så ramte alt det, jeg skulle holde styr på alene med tre børn. Det rammer mig først der. Så bliver jeg sygemeldt med stress i nogle måneder, forklarer Simone i et nyt interview med Newsner.

Derfra tog det fart, og roden voksede.

244 flyttekasser og 437 bamser

Det viser sig hurtigt, hvor meget familien egentlig har samlet sammen.

Hele 244 flyttekasser bliver fyldt – og blandt dem finder eksperterne 437 bamser, 61 sko uden makker og 125 bodystockings til babyer.

– Det er voldsomt. Der er mere end, hvad vi havde regnet med, siger Simone under oprydningen.

Særligt Elinors værelse er overfyldt. Der er knap plads til at træde ind, og Victoria savner at kunne slappe af på sit eget værelse.

– Jeg tænker, at børnene skal have lyst til at være på deres værelser, lyder det fra organiseringseksperten Marianne Gammelgaard i programmet.

En rørende afslutning

Teamet med den nye værtsvikar går igang med at rydde op, smide ud, bygge og organisere.

Og da transformationen er færdig, er det svært for familien at skjule deres begejstring.

– Ej, hvor er det blevet godt herinde, udbryder Simone, mens Victoria siger

– Wow!, da hun ser sit nye værelse.

Programmet blev optaget i oktober 2024, og mange fans af programmet undrer sig nok over, om programmets deltagere så formår at holde orden og styr på tingene, eller det hele hober sig op igen?

I et nyt interview med Newsner åbner Simone op for, hvordan det er gået med familien siden optagelserne.

Sådan går det med familien efter ‘Vi drukner i rod’

Familien bor stadig i Middelfart, og pigerne er vokset, men det er roden heldigvis ikke.

Og de er stadig glade og taknemmelige for, at de i sin tid meldte sig til programmet:

– Det har været rigtig dejligt. Vi var nået til et punkt, hvor det var uoverskueligt, bare tanken om selv at skulle sortere. Men det har givet os det, vi havde brug for, siger Simone til Newsner.

Familien har fået nye rutiner, og selvom der stadig bliver rodet, som der nu gør med tre børn, er det hele til at overskue.

– Det har betydet, at vi har meget mere luft i hverdagen. Også mentalt. Før var det sådan ’in your face’ med rod hele tiden. Man fik dårlig samvittighed, hvis man bare satte sig ned. Nu har vi mere luft til at være sammen med børnene og lave det, vi har lyst til, fortæller hun.

Kæmper stadig med psyken

For både Morten og Simone har forløbet været afgørende – både fysisk og psykisk.

Morten er i dag i fleksjob og kæmper stadig med eftervirkningerne af ulykken og en belastningsreaktion, mens Simone er kommet sig oven på stress.

Men nu har de fået plads, og især én ting er forældreparret ekstra glade for. Nemlig at deres tre piger har fået lyst til at bruge deres værelser:

– De bruger deres værelser meget mere. Især den ældste. Hun kan godt lide at trække sig ind og være sig selv. Så det er dejligt, at hun nu har omgivelserne til det, slutter Simone.

Hvor har I bare været super seje alle fem! Hvad tænker du om det seneste afsnit af programmet? Del gerne din mening med os i kommentarfeltet på Facebook.

LÆS MERE:

 

Læs mere om...