Der er få historier om mirakler, der trodser alle odds, som kan måle sig med historien om Martin Pistorious, manden der vågnede op efter 12 års koma, hvor han havde været fanget i en vegetativ tilstand.
Måske har du hørt Martins utrolige historie – den udspillede sig for omkring 30 år siden – men hvis du ikke har, så spænd sikkerhedsselen og gør dig klar til en tur, der vil efterlade dig målløs.
Det var tilbage i januar 1988, at den dengang 12-årige Pistorious forlod sin skole i Sydafrika med klager over ondt i halsen.
I de følgende måneder blev han svagere, både fysisk og mentalt. Ifølge rapporter begyndte hans muskler at svinde ind, og hans hænder og fødder krøllede sig som kløer, inden han til sidst faldt i koma.
Lægerne diagnosticerede ham til sidst med kryptokokmeningitis og tuberkulose i hjernen, men var ikke sikre på, hvad der præcist havde forårsaget hans koma og lammelse.
Da de ikke kunne finde en forklaring, fortalte de hans chokerede forældre, Rodney og Joan Pistorious, ved udgangen af hans første år i vegetativ tilstand, at de ikke kunne gøre mere for ham.
Desuden forklarede de, at den unge dreng nu havde hjernefunktionen som en tre måneder gammel baby, og at hans forældre skulle passe ham, indtil han døde.
Passede på deres søn
Det var præcis, hvad de gjorde, og de fortsatte med at passe ham, selvom der ikke syntes at være noget håb. Rodney stod op hver morgen kl. 5 for at klæde sin søn på og bringe ham til et plejecenter.
Hver aften badede han ham, gav ham mad, lagde ham i seng og satte vækkeuret til at ringe to timer senere, så han kunne vende ham, så han ikke fik liggesår.
Efter flere år i sin frosne tilstand begyndte Pistorious at vågne op.
Pludselig kunne han se og høre alt omkring sig, men kunne hverken bevæge sig eller tale. Senere forklarede han, at hans krop føltes fjern, “som om den var indkapslet i beton”, og at han ikke kunne kontrollere den.
Det skræmmende var, at selvom Martin var i stand til at udføre små bevægelser, bemærkede hans plejere det ikke. At være “bevidst om alt”, men ikke kunne tale eller bevæge sig, efterlod Pistorius med et forståeligt traume. Han huskede en gang, hvor hans mor sagde til ham: “Jeg håber, du dør.”
– Jeg ved, det er en forfærdelig ting at sige. Jeg ville bare have en form for lindring, sagde Joan Pistorius senere.
Da han ikke havde andet at gøre end at ligge tynget af sine indre tanker, forsøgte Pistorius at “frigøre sig” fra stemmerne i sit hoved.
Men en dag bemærkede Pistorius’ aromaterapeut, Virna van der Walt, hans subtile “sprog” af næsten umærkelige smil, blikke og nik. På det tidspunkt var han omkring 25 år.
Efter hendes råd sendte Rodney og Joan deres søn til Center for Augmentative And Alternative Communication ved University of Pretoria. Der bekræftede tests, at Martin var bevidst og kunne reagere på udsagn.
Fik en særlig hjælp
Hans forældre købte en computer med kommunikationssoftware til ham, og efter flere års terapi var han i stand til at bruge den til at skrive beskeder og betjene en syntetisk stemme, der lignede den, som den teoretiske fysiker Stephen Hawking blev berømt for.
– Som følge af hjerneinfektionerne endte jeg i en vegetativ tilstand – med andre ord var jeg ude af stand til at reagere eller svare på noget eller kommunikere, fortalte Pistorious til MailOnline, da han var 39 år.
– I slutningen af det år fortalte lægerne tilsyneladende mine forældre, at de ikke kunne gøre mere for mig, og at de skulle tage mig med hjem for at dø, hvilket i det væsentlige var, hvad der skete.
I et interview med NPR tilføjede han: “Den barske virkelighed gik op for mig, at jeg skulle tilbringe resten af mit liv sådan – helt alene. Man tænker ikke rigtig over noget. Man eksisterer bare. Det er et meget mørkt sted at befinde sig, for på en måde tillader man sig selv at forsvinde.”
Bange for at være alene
– Jeg har en yngre bror og en søster, og de og mine forældre tog på ferie uden mig, hvilket var ekstremt svært. Det værste var, at jeg hele tiden var bange for, at de ville komme ud for en bilulykke og dø og aldrig komme tilbage for at hente mig, forklarede han til MailOnline.
– Jeg var aldrig vred på mine forældre, for jeg vidste, at de elskede mig og gjorde deres bedste. Men jeg var rasende over situationen. Der var mange gange, hvor jeg græd indeni. Jeg nåede et punkt, hvor jeg stort set gav op.
Efter at have arbejdet i årevis for at kunne læse, skrive og betjene sin computer fik Pistorious i 2003 et job på et sundhedscenter.
I 2003 fik Pistorius et betalt job på sundhedscentret, hvor han arbejdede en dag om ugen.
En helt ny verden
– Hver gang jeg stødte på nye oplevelser, åbnede mine øjne sig i forundring: at se en mand med farvestrålende hår som papegøjefjer ned ad midten af hovedet; at smage en sky af smeltende sukker kaldet candy floss; at føle den varme glæde, der følger med at gå på indkøb for første gang for at købe julegaver til min familie; eller den skarpe overraskelse ved at se kvinder i korte nederdele, sagde han.
Han lærte at bygge hjemmesider og tog en universitetsuddannelse. I 2008 mødte han sit livs kærlighed, Joanna.
– Jeg arbejder med handicappede i mit job, så det er ikke noget, jeg er bange for, og jeg vidste bare – det er svært at forklare – at Martin var noget helt særligt. Jeg havde haft forhold før, men han virkede som en meget usædvanlig og fascinerende mand. Jeg så straks forbi hans handicap, fortalte Joanna til MailOnline.
– Det gør mig vred, når folk omtaler mig som hans “plejer”. Jeg er ikke hans plejer. Jeg er hans kone. Hans sind er utroligt, og jeg lærer hele tiden af ham.
Tro, håb og kærlighed
Pistorius friede til Joanna i en luftballon i december 2008. Parret giftede sig i juni 2009 og bor i øjeblikket i England, hvor Martin arbejder som webdesigner.
– Det var hende (Joanna, red.), der lærte mig at forstå den sande betydning af det bibelvers, vi læste op under gudstjenesten: “Der er tre ting, der vil bestå – tro, håb og kærlighed – og den største af disse er kærlighed”, sagde Pistorius.
– Mit liv har omfattet alle tre, og jeg ved, at den største af dem alle er kærlighed i alle dens former. Jeg har oplevet den som dreng og mand, som søn, bror, barnebarn og ven, jeg har set den mellem andre, og jeg ved, at den kan holde os oppe i de mørkeste tider. Nu løftede den mig tættere på solen, end jeg nogensinde havde troet, jeg kunne flyve.
Martins erindringsbog, Ghost Boy: My Escape From a Life Locked Inside My Own Body, blev udgivet i 2011.
LÆS MERE:
- Guilhermes historie: Den hjertevarmende virale genforening
- Mor til to bliver kørt på hospitalet med hovedpine – kort efter bliver hun lagt i koma