I 2021 blev Shirley Nunn, 67, og hendes søn Steven, 50, fundet døde i deres hjem i Middlesborough, England. Nu afslører en ny undersøgelse hjerteskærende detaljer omkring tragedien – en tragedie, der kunne have været undgået.
I oktober 2021 modtog 67-årige Shirley Nunn en knusende diagnose.
Lægerne fortalte hende, at hun havde uhelbredelig kræft, og Shirley indså, at det kun var et spørgsmål om tid, før hun ville dø.
Selvom denne nyhed var hjerteskærende, var det, der syntes at tynge hende endnu mere, tanken om, hvordan hendes søn, Steven, ville klare sig, når hun var væk.
Shirley havde været omsorgsperson på fuldtid for Steven, siden han var udsat for en tragisk ulykke i en alder af 11 år. Ulykken efterlod ham i koma og forårsagede alvorlige hjerneskader. På trods af adskillige operationer for at redde hans liv og hjælpe ham med at komme sig, havde Stevens skader varige følger, som gjorde ham ude af stand til at leve selvstændigt.
Han blev diagnosticeret med cerebral parese og epilepsi og kæmpede med indlæringsvanskeligheder, mobilitetsproblemer og følelsesmæssig kontrol.
Som følge heraf påtog Shirley sig rollen som hans fuldtidsplejer. Efter at hendes mand var død af kræft, havde hun været Stevens primære støtte, med hjælp fra systemet, der havde været involveret i hans pleje siden 2005.
Lungekræft i stadie tre
Som tidligere nævnt blev Shirley diagnosticeret med lungekræft i stadie tre i 2021, og kort efter modtog hun en terminal diagnose, da sygdommen spredte sig til hendes hjerne, rygsøjle og bækken.
På trods af denne knusende diagnose fortsatte Shirley med at passe sin elskede søn.
Shirley og hospitalet gjorde herefter alt klart , så hun kunne dø hjemme, men hun ønskede stadig at gøre alt, hvad hun kunne, for at hjælpe Steven. Det var dog ikke let for hende, og en drabsundersøgelse i hjemmet afslørede, at fru Nunn havde kæmpet med depression og tanker om at tage sit eget liv.
Rapporten fremhævede, hvordan den “kærlige og omsorgsfulde” fru Nunn var mere bekymret for, hvordan hendes søn ville klare sig uden hende, end for sin egen forværrede helbredstilstand.
– Hun brød sammen i tårer to gange, da hun tænkte på, hvordan hendes tilstand forværredes, afslørede rapporten.
I oktober 2021 blev fru Nunn igen indlagt på hospitalet på grund af problemer i forbindelse med hendes kræft.
Personalet blev informeret om, at der blev arrangeret palliativ pleje til hende i hjemmet, og at hun “foretrak at dø i sit hjem”.
Tragisk nok blev politiet to dage efter udskrivningen tilkaldt til hendes hjem af hendes søster, hvor både Shirley og Steven blev fundet døde – præcis to år efter, at hendes mand Paul også var død af kræft.
Undersøgelsen af de tragiske dødsfald afslørede, at myndighederne havde forpasset vigtige muligheder for at støtte Shirley Nunn, og havde hun fået den rette hjælp, kunne denne tragedie have været undgået. Det var tydeligt, at Shirley i ugerne op til sin død kæmpede med følelsesmæssige problemer og var utrolig sårbar.
“Prioriterede altid hans behov”
Da hun ikke fik den støtte, hun så desperat havde brug for, virkede det som om, hun følte sig tvunget til at tage sagen i egen hånd, når det gjaldt hendes søns fremtid.
– Kræftens alvor burde have sikret, at opmærksomheden blev rettet mod (fru Nunns, red) psykologiske og plejemæssige situation så tidligt som muligt, men dette blev ikke fuldt ud forstået af de faglige eksperter. Hendes mentale helbred burde have været i fokus i lige så høj grad som hendes fysiske helbred, konkluderede rapporten.
– (Fru Nunn, red) havde passet og elsket sin søn hele hans liv og havde uden tvivl altid prioriteret hans behov. Vi kan kun antage, at hun følte, at der ikke var andre muligheder eller alternativer for (Stevens, red.) fortsatte pleje- og støttebehov, og at hun traf den meget vanskelige beslutning, der resulterede i deres død.
Denne tragiske historie rejser ubehagelige, men nødvendige spørgsmål om, hvordan vi støtter dem, der står over for ufattelige udfordringer.
Shirley Nunns urokkelige kærlighed til sin søn førte til en hjerteskærende beslutning, men var det systemets svigt, der drev hende til dette punkt? Burde vi gøre mere for at yde psykologisk støtte til plejere?
Hvor stort et ansvar har vi som samfund for at sikre, at mennesker som Shirley ikke føler, at de ikke har andre muligheder? Del dine tanker – kunne denne tragedie have været forhindret med den rette pleje, eller er der mere, vi kan gøre for at hjælpe familier i nød?
