
Prinsesse Isabella stjal i dén grad opmærksomheden på årets Smukfest, da hun dukkede op i en T-shirt med teksten ‘Bollede ham i går’.
Det dristige outfit blev hurtigt bemærket og fik både medier og sociale medier til at gløde.
Mens flere, blandt andre designeren og debattøren Jim Lyngvild, har rost prinsessens mod og personlighed, er Casper Christensen langt fra enig.
Jim Lyngvild delte eksempelvis et billede af Isabella og skrev, at han elsker, at de unge kongelige tør vise personlighed og bryde med den pæne, plisserede strøm.
Ifølge ham er hattedamernes tid forbi, og prinsesse Isabella er beviset på det.
Men hvor Lyngvild ser mod, ser komikeren Casper Christensen noget ganske andet.
Sender forkert signal
I sin podcast ‘Casper ringer til Frank’ lægger han ikke fingre imellem, hvad han tænker.
– Hvis min datter gik rundt med en T-shirt, hvor der stod “Bollede dig i går” eller “ham i går” eller hvad fanden, der står, så ville jeg stoppe det. Jeg ville sige, “Ej, ved du hvad, skat, sådan en går vi ikke med offentligt”. Det kan vi sgu ikke, siger Casper Christensen i podcasten ifølge SE&HØR.
For ham handler sagen ikke om humor eller ungdommelig rebelskhed, men om, hvilket signal der bliver sendt, når en kongelig viser sig i den slags tøj.
Hvor nogle ser frihed og personlighed, ser han altså et budskab, der i hans øjne er forkert at hylde.
56-årig Casper Christensen har selv fire børn. Hans to ældste har han fra sit første ægteskab med Anette Toftegård, som han blev skilt fra i 2003.
De to yngste fik han sammen med Isabel Friis Mikkelsen, som han blev gift med tilbage i 2014.
Isabellas festival-look står nu endnu engang i centrum for en debat. Hvad er din holdning? Del gerne din mening med os i kommentarfeltet på Facebook.