Ulv spottet tæt ved skovbørnehave

Debatten om ulven har raset længe i Danmark. Nogle ser den som et vigtigt rovdyr, der hører til i vores natur, mens andre frygter den og ønsker den væk.

Og nu blusser diskussionen op igen.

For i weekenden blev et ulvepar, ifølge TV Syd, fanget på et vidtkamera af en jæger i Draved Skov ved Løgumkloster.

Et sted, hvor natur og børneliv mødes helt tæt, lige ved skovbørnehaven Villa Villekulla.

– Ulven har nok været der hele tiden, men nu er den blevet stoppet ved nogle kameraer. Det er nok en strejfer, der er forbi, og den kommer og går, men de er mere bange for os, end vi er for dem. Det tænker jeg, og det håber jeg, fortæller lederen af skovbørnehaven, Jette Marquadsen, til Newsner.

Skovbørnehave midt i naturen

Villa Villekulla er omgivet af skov, hvor børnene leger, bygger huler og går på opdagelse i det fri.

Men at ulven nu er blevet set i nærheden, ændrer ikke på det grundlæggende:

– Vi er jo en naturbørnehave, så vi må jo ud. Vi bruger skoven, og det er vores egen private skov, vi kan ikke hegne den ind, siger Jette Marquadsen.

Men hun understreger dog, at personalet altid har fokus på sikkerheden:


– Vi gør som vi plejer, at vi passer godt på vores børn, når vi er ude i skoven.

Ekstra opmærksomhed i hverdagen

Alligevel sætter ulven sine spor.


– Lidt bekymring tror jeg altid, der er, og det tror jeg også, der skal være. Vi larmer jo, når vi er i skoven. Det gør børn jo, men vi har ekstra fokus på dem. Vi har altid fokus på dem, men nu er vi mere på vagt, forklarer hun til Newsner.

At børnehaven er lille, gør det lettere at holde opsyn:


– Vi har slet ikke så mange børn, og vi er over dem hele tiden, da vi er privatbørnehave.

Forældrene tager det roligt

Hos forældrene er reaktionen afdæmpet.

Er der nogle forældre, der har ytret, at de nu er bekymrede?

– Nej, de siger, I plejer at være gode til at passe på vores børn, og det gør I også nu. Vi har været meget åbne, og de ved, at vi har styr på det, siger lederen.

Børnene taler også om ulven, men på en måde, der bliver til læring frem for frygt:


– Vi snakker om de dyr og ulve, der findes i skoven, og om at man skal larme, når man ser dem. Men man skal blive stående og ikke begynde at løbe, forklarer Jette.

At ulven nu er en del af den danske natur, er ifølge Jette Marquadsen et vilkår, man må tilpasse sig.

– Men der ligger en utryghed, at der findes en ulv. Men Danmark har bestemt, at det skal være sådan, så må vi se, hvordan vi skal arbejde derefter, siger hun.

Hvad tænker du om dette? Del gerne din mening med os i kommentarfeltet på Facebook.

LÆS MERE:

 

Læs mere om...