
Studieværten Troels Mylenberg har stået frem med, at han lider af kræft, der har spredt sig, og i den forbindelse har han modtaget et væld af støttende beskeder.
Det var desværre en trist besked, som den 55-årige studievært Troels Mylenberg kunne dele med offentligheden i går. Her afslørede han, at han har været i behandling for kræft.
Det var en pludselig smerte i maven, der viste sig at være tyktarmskræft. Sygdommen havde desværre spredt sig til lever, mave og bughule.
Det har Troels Mylenberg onsdag delt på Instagram, hvor han sætter flere ord på det hårde kræftforløb. Han lægger ikke skjul på, at det har været grove løjer.
Tumoren blokerede tarmen
“Det viste sig at være tyktarmskræft, som desværre havde spredt sig til leveren, mave og bughule. Min første tanke var, at nu var det sikkert slut. Jeg havde vågne nætter, hvor jeg lå og lavede mentale opgørelser over livet, som mange sikkert gør, når sådan noget rammer.”
Her skriver Troels Mylenberg desuden, at tumoren blokerede tarmen, så han fik indopereret en stomi på Aarhus Universitetshospital efter tre måneders kemoterapi.
“Efter en måneds tid sagde lægerne, at der trods alt var håb. Hvis bare kemoen virkede, og operationen lykkedes, var der en mulig vej tilbage”, fortæller han videre.
Kollegerne har reageret
I 22 dage har han været tilsluttet kemoslanger, men heldigvis har behandlingen haft positiv effekt, og nu melder lægerne, at kræften er væk for nu.
“Nu sidder jeg her og er på den sidste af de tre måneders yderligere kemo efter operationen. En halv tyktarm, en masse kræftknuder og metastaser fattigere, og stomien er heldigvis også væk. Jeg har tilbragt 22 fulde døgn tilsluttet kemoslanger, og der der ingen grund til at underdrive, hvor voldsomt det har været. Men lægerne siger, det er væk nu”, skriver han.
Nu er det væltet ind med støttende beskeder til TV 2-studieværten, og flere af hans kolleger har reageret – heriblandt Morten Ankerdal, Miriam Zesler, Lasse Sjørslev og Rasmus Tantholdt.
Kommentarerne vælter ind
“Dagens bedste nyhed”, skriver Morten Ankerdal, mens beskeden fra Miriam Zesler lyder: “Jeg glæder mig så meget til at se dig i Newsroom”.
Se opslaget herunder eller klik her.
Men der er også kommentarer fra andre kendte som Pernille Rosendahl, Nikolaj Koppel, Hella Joof, Pernille Skipper og mange flere.
Troels Mylenberg har samtidig meldt ud, at han venter at være tilbage på arbejde om en måneds tid, og sygdommen har selvfølgelig også været grunden til, han har været væk fra skærmen.
Vi sender også masser af støtte til Troels Mylenberg herfra!
Skriv dine tanker i kommentarsporet under artiklen på Facebook – og del den gerne med dine venner!