Petricia om at blive sendt hjem i ‘Landmand søger kærlighed’

Nu sætter Petricia ord på, hvordan det var at blive sendt hjem i ‘Landmand søger kærlighed’.

I tirsdagens episode af ’Landmand søger kærlighed’ havde landmanden Kasper Hansen sine fire bejlere med på gruppedate. De skulle ud på en sejltur for at se Møns Klint fra søsiden.

Efter daten stod Kasper overfor et hårdt valg, da han kun kunne invitere tre kvinder med hjem på gården. Her valgte han ikke at invitere Petricia med, og nu sætter hun ord på, hvordan hun havde det, da hun fik beskeden.

”Næsten lidt lettet”

Petricia har været glad for at medvirke i programmet.

– Det har været en spændende oplevelse, hvor jeg har prøvet at udfordre mig selv, siger Petricia og uddyber:

– Jeg er normalt ikke en, der springer ud i tingene. I hvert fald ikke noget, som jeg ikke har prøvet før. Jeg er lidt en tryghedsnarkoman. Men det er fedt, at jeg har turde udfordre mig selv.

Da hun bliver spurgt om, hvordan det var at blive valgt fra, er svaret klart:

– Det var faktisk ok. Jeg kunne godt mærke, at jeg har fået indtryk nok. Så jeg var næsten lidt lettet, fordi jeg kunne ikke overskue mere. Det var for mange nye indtryk for mig, siger hun og fortsætter:

– Da vi havde været på gruppedate, der havde jeg trukket mig meget. Min energi bliver brugt meget hurtigere end mange andre menneskers. På båden sidder jeg bare og koncentrerer mig og koncentrerer mig og har efterfølgende lukket helt ned.

I programmet ser man, at Petricia sidder med røde øjne efter Kaspers valg, men det skyldes ifølge hende ikke, at hun var ked af at blive valgt fra.

– Jeg havde et følelsessammenbrud, inden vi fandt ud af, om jeg var valgt til eller fra. Så jeg tænker, at de (produktionen, red.) nok har valgt at tage det, fordi det er bedre tv, når der er en som er ked af det og påvirket. Jeg havde et følelsessammenbrud, fordi jeg havde fået nok af nye indtryk, forklarer hun.

Sådan går det Petricia nu

Det lykkedes ikke Petricia at finde kærligheden i det populære datingprogram. Men hun har ikke opgivet håbet.

– Jeg har desværre ikke fundet kærligheden. Jeg leder, men jeg har det sådan, at den kommer, når den kommer, siger hun.

Om Kasper finder kærligheden i ‘Landmand søger kærlighed’, kan man se i de kommende afsnit af programmet.

LÆS MERE: