Tirsdag aften deltog kong Frederik og dronning Mary i en statsbanket på Riga Slot. Her holdt Danmarks konge en tale, hvor han kom ind på, hvilket stort indtryk, som Letland af en særlig grund har gjort ham,
Der var dækket op til den helt store fest på Riga Slot tirsdag aften. Her var Letlands Præsident Edgars Rinkēvičs var vært for kong Frederik og dronning Mary ved en statsbanket.
Mens den danske konge var klædt i sit klassiske sæt til de store begivenheder, så vakte dronning Mary i den grad opmærksomhed ved sit tøjvalg. Hun var iført en smuk rød balkjole, der allerede har modtaget masser af hyldest. Kjolen var gulvlang og elegant i sig selv, men hun havde iført sig de passende ordener.
Til den store aften holdt kong Frederik tale, og her kom han ind på, hvordan Letland allerede tidligt i hans liv havde gjort et stort indtryk på ham.
Kongens store tale
Det er langt fra første gang, at Kongen har været i Letland. Han har både været der alene og sammen med dronning Mary. I talen, som man kan se i sin fulde længde på kongehusets hjemmeside, startede han da også ud med at fortælle, at det er en stor glæde for ham og Mary at være tilbage i Letland som kongepar.
I talen kom han ind på første gang han besøgte landet. Det var i april 1992, da han studerede statskundskab. Landet havde for nyligt genvundet sin uafhængighed, men bar stadig præg af den lange besættelse.
– Hjemmefra havde jeg sat mig ind i jeres situation og forstået den med mit hoved, men det var i mødet med letterne, at jeg forstod den med hjertet. Jeg husker kulden og en vis udmattelse i Rigas gader. Nok var I frie, men I var kun lige gået i gang med at ryste ufriheden af jer. I skulle ikke alene genopbygge jeres land, men også genfinde jer selv som folk. Det lykkedes I med på rekordtid – ikke mindst takket være imponerende vovemod og viljestyrke, lød det fra kong Frederik, der fortsatte:
– I Letland lærte jeg, at frihed ikke er en selvfølge. Hjemme havde jeg hørt beretninger fra dengang, Danmark var besat – her til lands var besættelsen kun lige forbi efter at have varet i 50 år. Letternes lange kamp satte min egen frihed i perspektiv. Da Dronningen og jeg i dag besøgte Besættelsesmuseet og genså Frihedsmonumentet, blev det perspektiv atter vakt til live.
“Vores frihed er på spil”
I talen kom Frederik også ind på, at både danskere og letter har noget på spil.
– Vores værdier, vores demokratier, vores frihed er på spil. Det mærker vi nu. Med ufredens tilbagevenden på vores kontinent er truslen atter trådt ud af skyggerne. Krigen hærger i Ukraine og spreder utryghed i Europa. Vi fyldes med vantro og vemod over ligheden med det, vi troede lå bag os – og vi går balancegang mellem at se faren i øjnene og undgå at så unødig frygt, lød det fra Kongen.
Han opfordrede til at finde balance ved at rykke sammen og ifølge ham står vi stærkest, når kræfterne forenes i EU, NATO og FN.
Hvad tænker du om Kongens ord? Kom gerne med din mening i artiklens kommentarfelt på Facebook.