Erik Balling fik rystende oplevelse med i ‘Matador’

En oplevelse under anden verdenskrig fik stor betydning for Erik Balling. Den rystende oplevelse sad i ham resten af livet, og det fik danskerne også at se på film.

Mesterinstruktøren har lavet elskede film og tv-serier til danskerne, som stadig kan samle danskerne årtier efter, de er blevet indspillet. Bare tænk på ‘Olsen-banden’, ‘Huset på Christianshavn’, ‘Sommer i Tyrol’, ‘Midt om natten’ og ikke mindst ‘Matador‘. Alle klassikere om stadig ses i dag.

Erik Balling kom til verden den 29. november og som søn af en præst og en tandlæge lå det ikke i kortene, at han skulle gå ind i den kreative branche. Han startede da også på dyrlægestudiet og gennemførte to år, men hans hjerte var et andet sted.

Da han i 1946 fik det første job som instruktørelev, var hans skæbne besejlet. Han arbejdede sig op til at blive en af Danmarks mest kendte instruktører.

Da han og Lise Nørgaard og resten af holdet skabte ‘Matador’, lagde serien gaderne øde hen, når de nye afsnit blev vist. Det var heldigt for DR, at de fik den succes, for tv-stationen satset ofret mange penge på at lave den nu legendariske serie.

Selvom det var Lise Nørgaard som skrev manuskriptet til serien, så fik Erik Balling sat et yderst personligt afsnit på et af afsnittene. I selvbiografien ‘Som barn var jeg voldsomt hidsig’ åbner han op om en oplevelse under anden verdenskrig, som fans af ‘Matador’ formentligt kan genkende.

Maskinpistol stukket i hånden

Erik Balling var en del af den danske modstandsbevægelse, men ifølge instruktøren selv i bogen ‘Som barn var jeg voldsomt hidsig’ var hans indsats ikke noget, der har krav på at gå over i historien. Den unge mand blev en del af en gruppe i 1994. Han debuterede på Kultorvet i København. Her blev han placeret i en kvistlejlighed med udsigt over torvet.

– Her fik jeg stukket en maskinpistol i hånden og fik besked på at dække en transport. Transporten bestod af to mand, der bar en sæk tværs over torvet. Vi så dem tydeligt, og der skete ikke noget som helst. De passerede torvet uantastet, jeg afleverede maskinpistolen igen og tog hjem. Jeg har aldrig før haft et skydevåben i hånden og vidste faktisk ikke, hvordan man gjorde, så det var et held, at transporten ikke blev opdaget. Havde tyskerne ikke skudt dem, havde jeg formodentlig.

Selvom han afleverede skydevåbnet, så var det ikke sidste gang, at han fik et våben i hånden.

“Svin”

Udover træning med våben, så kom han også på en opgave i krigens sidste tid. Den 4. maj om aftenen blev den 20-årige unge mand sammen med andre frihedskæmpere sendt ud for at hente kollaboratører. De skulle hente tyskertøser, stikkere og værnemagere.

– Vi afhentede en ung pige, som angiveligt havde været feltmadras. Hun var paralyseret af skræk og måtte have en hånd for at komme op på ladet. De blev anbragt forrest på ladet med hænderne over hovedet. Der stod de med maskinpistoler i ryggen, mens vi kørte gennem byen, skriver han i sin biografi.

Undervejs på ruten kom de forbi Rådhuspladsen, hvor der var feststemning. Fangerne blev vist frem som krigsbytte, og borgerne blev ifølge Balling forvandlet til en brølende, hævngerrig hob.

– Jeg har et veleksponeret erindringsbillede af en lille mand i hat og frakke. Han lignede en kontorchef, bortset fra at han løb et stykke med lastbilen, svingede en knytnæve, sprang en meter i vejret, spyttede og råbte med vilde øjne: ”Svin! – Svin!”

Den scene vil fans af ‘Matador’ formentligt kunne genkende. For i afsnit 21 ‘Vi vil fred her til lands’ er der også en scene, hvor en flok kollaboratører bliver hentet. Her ser man blandt andre Viggo Skjold Hansen ryge op på lastbilen. Her kommer en lille mand i hat og frakke løbende efter lastbilen og råber den samme famøse sætning.

Du kan se den omtalte episode og resten af serien på DRTV.

Erik Balling gav danskerne så mange klassikere på film og i tv-serier. Hvad huske du ham bedst for? Kom gerne med din mening i artiklens kommentarfelt på Facebook.

LÆS MERE:

 

Læs mere om...