Forfatteren har været nødt til at komme under kniven.
Hella Joof har gennem årene underholdt høj som lav i det danske land. På skærmen har hun fået de små til at juble af grin i programmer som ‘Bullerfnis’ og ‘Far, mor og Blyp’, og fået lattermusklerne i gang hos den ældre generation med ‘Lex & Klatten’ og ‘Det brune punktum’.
Multitalentet har både arbejdet som skuespiller, instruktør og manuskriptforfatter, men de senere år er det især skrivekunsten, som hun har brugt sine evner på. Hun har udgivet flere bøger, men hun har desværre på grund af sygdom været nødt til at aflyse tre optrædener på Bogforum denne weekend.
Nu skriver Ekstra Bladet, at hun er blevet opereret.
Er blevet opereret
Det er i øjet, at Hella Joof er blevet opereret.
– Jeg er blevet opereret i øjet og kommer derfor lige så stille og roligt til hægterne, siger Hella Joof til Ekstra Bladet.
Det er ved at være lidt tid siden, at Hella Joof er blevet opereret. Den 24. oktober kunne hun dele et opslag på Instagram, hvor hun havde en klap for øjet. Her fortalte forfatteren, at hendes nye bog ‘Hvorfor er lykke’ skulle have haft en masse festivitas i forbindelse med udgivelsen, men at hun desværre havde været nødt til at aflyse det.
Hun kom i opslaget ikke ind på, hvorfor hun var nødt til at blive opereret.
Overfor avisen fortæller hun, at hun formentligt er tilbage fra sin sygemelding i midten af november.
Hella Joof har de sidste år udgivet flere bøger. Hendes debut kom med børnebogen ‘Snitten & Kis – frygt og bæven og en mand på strømpesokker’, som fik to efterfølgere.
Siden har hun kastet sig over bøger til voksne. Da hun udgav bogen ‘Papmaché-reglen’ blev den en stor succes, og siden har hun udgivet flere bøger. De fleste er hun kun selv forfatter på, men bogen ‘Bryster skal hoppe når man hikker’ udgav hun sammen med Karen Thisted.
Nu hjælpes vi ad med at ønske Hella Joof alt det bedste fremover.