Melvin Kakooza: Sætter ord på varige mén efter hjernetumor

Den folkekære komiker Melvin Kakooza blev heldigvis raskmeldt, men lever fortsat med mén efter sin hjernetumor.

Det var noget af et chok, da Melvin Kakooza kunne fortælle, at han skulle opereres tilbage i 2021.

Årsagen var, at man havde fundet en godartet hjernetumor, som man ville gå ind og fjerne.

Selvom det nu er fire år efter operationen, og han i dag er raskmeldt, så kæmper han stadig med varige mén.

Det fortæller han til Ekstra Bladet.

Et brat stop

Der var kun én vej for Melvin, og det var op.

Siden sin sejr ved DM i stand up i 2017, så begyndte flere og flere at få øjnene op for den sjove komiker.

Ikke længe efter var han skuespiller i tv-serien ‘Sunday’, ligesom han også medvirkede i det populære program ‘Helt Sort’ sammen med sin mor, Carolyne.

I 2021 så det hele så ud til at kulminere, da det blev annonceret, at Melvin skulle overtage rollen som vært på ‘X Factor’.

Desværre blev det ikke til noget, da han i stedet blev sygemeldt. Faktisk var han tæt på at dø.

Årsagen var en godartet tumor, som man havde fundet i hjernen på den folkekære komiker.

I forbindelse med operationen blev han også ramt af et hjertestop og måtte genoplives.

Vigtigt at have nogen at tale med

Det barske forløb har også gjort, at han fortsat har varige mén, fortæller han til Ekstra Bladet.

– Jeg tror, at når man har været igennem sådan et forløb, vil der altid være nogle varige mén – også de psykiske. Men nu refererer jeg jo også til det post, jeg selv lagde ud på sociale medier i sommer.

I sommer fortalte Melvin, at lægerne havde “fundet noget” i forbindelse med en scanning, og at han derfor skulle scannes igen et halvt år senere.

– Normalt bliver jeg scannet én gang om året. Men bare det, at de ville kigge på det igen så hurtigt, satte gang i en masse frygt og tvivl. Der er ingen tvivl om, at det her – alt det, der fulgte efter operationen – har været noget af det hårdeste. En ting er selve operationen, men noget helt andet er det, der kommer bagefter: Følelsen af at være ved siden af sig selv, det psykiske pres, og frygten for at miste livet – uden at vide hvornår eller hvordan, skrev han dengang.

Til Ekstra Bladet fortæller Melvin, at det har været vigtigt for ham at have nogen at tale med om sine tanker og ikke negligere dem.

Og så har mange også skrevet til ham i forbindelse med opslaget, og det har været rart for ham at vide, at han ikke har været den eneste, der har gået med sådan nogle tanker.

Vi sender de varmeste tanker til Melvin.

LÆS MERE:

 

Læs mere om...