Fødevarechecken er på vej til danskerne: De fleste laver denne fejl

Når hverdagen bliver dyrere, er det ganske naturligt, at man holder lidt ekstra øje med, hvordan man bruger sine penge.

Det gælder både dem, der er i arbejde, og dem, der lever af én eller flere offentlige ydelser.

Derfor vækker politiske aftaler om ekstra udbetalinger ofte stor opmærksomhed.

Det må i den grad siges at være tilfældet i disse dage, hvor den såkaldte fødevarecheck rulles ud til millioner af danskere.

Allerede fra i går begynder pengene at tikke ind på kontoen. Spørgsmålet er bare, hvad de egentlig bliver brugt til.

To typer danskere

Når der pludselig står ekstra penge på kontoen, reagerer danskerne langt fra ens, viser et ph.d.-studie baseret på forbrugsdata fra Danske Bank, ifølge B.T.

Ifølge analysen deler vi os grundlæggende i to grupper, hvor den ene bruger pengene hurtigt, mens den anden lader dem stå. Forskellen handler i høj grad om, hvor stor en opsparing man allerede har.

“Der er enorm stor forskel på, hvordan uventede penge bliver brugt. Det afhænger meget af, om folk har en opsparing med penge i forvejen eller ej,” siger Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom og chefanalytiker i Danske Bank.

Opsparing afgør adfærden

Studiet viser, at personer med få midler på kontoen bruger en stor del af de ekstra penge næsten med det samme.

I nogle tilfælde op mod 40 procent inden for de første måneder.

Men hos dem med en solid opsparing ser billedet helt anderledes ud. Her bliver kun omkring 6 procent af pengene brugt i samme periode.

Tallene stammer blandt andet fra danskernes håndtering af de indefrosne feriepenge under coronakrisen.

I gennemsnit blev blot 11 procent af pengene omsat til forbrug, og effekten var størst i de første uger efter udbetalingen.

Det værste du kan gøre

Ifølge Louise Aggerstrøm Hansen er det vigtigste ikke, om man vælger at bruge eller spare pengene op, men det afgørende er, at man træffer et aktivt valg.

Hun peger på, at den største fejl er at lade pengene glide ubemærket ind i hverdagsøkonomien.

Hvis man ikke tager stilling, risikerer man, at beløbet blot forsvinder uden at gøre nogen reel forskel.

Udbetales i flere omgange

Fødevarechecken bliver udbetalt over flere dage i maj til blandt andre pensionister, studerende og modtagere af offentlige ydelser.

Børnefamilier med en indkomst under 500.000 kroner per forælder må vente til juni.

For nogle vil pengene hurtigt blive omsat til nødvendige indkøb, hvor det for andre blot vil være en kærkommen økonomisk håndsrækning, der skal styrke opsparingen. Fælles for alle er, at valget i sidste ende ligger hos den enkelte.