Den farlige plante gror i danske haver, og den vokser voldsomt, spreder sig hurtigt og skubber andre planter væk.
Foråret lokker mange af os ud under åben himmel for at nyde det grønne, der endelig pibler frem overalt.
Varmen får pludselig alt til at spire, og haven kalder på opmærksomhed efter en usædvanlig lang og mørk vinter.
Når man går i gang med at luge og rydde op i bedene, støder man ofte på uvelkomne gæster i form af ukrudt.
Langt det meste er heldigvis harmløst og blot til irritation for øjet, når man hellere vil kigge på pæne blomster.
Alligevel skjuler der sig af og til nogle langt mere voldsomme vækster ude i naturen, der bestemt kræver ekstra opmærksomhed.
Hører ikke hjemme i dansk natur
De grønne spirer pibler frem, og naturen står snart i fuldt flor.
Det gælder desværre også kæmpebjørnekloen, som er en invasiv plante, der ikke bare skader vores natur, men også kan være direkte farlig for mennesker.
“Kæmpebjørneklo hører ikke hjemme i den danske natur. Den vokser voldsomt, spreder sig hurtigt og skubber andre planter væk,” fortæller Michael Schillig, der er miljømedarbejder i Tønder Kommune, og fortsætter:
“Samtidig er den kendt for sin farlige plantesaft, som i sollys kan give alvorlige forbrændinger på huden.”
Fælles ansvar – privat og offentligt
Siden 2008 har Tønder Kommune haft en indsatsplan for bekæmpelse af kæmpebjørneklo.
Planen gælder både kommunale og private arealer og har til formål at forhindre, at planten breder sig yderligere og gerne helt fjernes på sigt.
Som grundejer har man pligt til at bekæmpe planten på egen jord.
Kommunen står for indsatsen på de offentlige arealer og det er netop nu i foråret, at arbejdet skal gøres.
Mange glemmer desværre, at planten skal bekæmpes hvert eneste år.
Man skal være vedholdende i op til 10 år og når man det ikke inden frøsætning, så starter tiden forfra.