Nedturen fortsætter for Andrew: Efterforskes for endnu en forbrydelse

Mistankerne mod Andrew Mountbatten-Windsor vokser og vokser – og nu efterforsker politiet også en påstand om upassende adfærd.

Politiet i Thames Valley oplyste fredag, at efterforskningen mod Andrew Mountbatten-Windsor er udvidet med en mistanke om et seksuelt overgreb.

Hidtil har sagen alene omhandlet mistanke om embedsmisbrug, der var knyttet til hans tidligere rolle som britisk handelsudsending.

Den nye efterforskning vedrører helt konkret en hændelse tilbage i 2002, hvor Andrew Mountbatten-Windsor angiveligt skulle have opført sig upassende over for en kvinde under hestevæddeløbet Royal Ascot i Berkshire.

Det skriver The Sunday Times.

Royal Ascot er et af den britiske kongefamilies mest traditionsrige årlige begivenheder, og den britiske kongefamilie er til stede hvert år.

Dronningen fejrede jubilæum 

Den påståede hændelse fandt sted i samme år, hvor den nu afdøde dronning Elizabeth fejrede sit 50-års regeringsjubilæum.

Hun deltog naturligvis også selv i det famøse løb, der strækker sig over fem dage, hvor Andrew nu efterforskes for sin adfærd.

Det fremgår ikke, hvorvidt forholdet blev anmeldt til politiet dengang eller først for nylig. Ligeledes er det ukendt, hvem den berørte kvinde er, og hvad den påståede upassende opførsel helt konkret dækker over.

Arresteret på sin fødselsdag

Andrew Mountbatten-Windsor befinder sig i en efterhånden meget presset situation.

I februar blev han anholdt på sin 66-års fødselsdag, hvilket skete på baggrund af oplysninger fra dokumenter offentliggjort af det amerikanske justitsministerium.

Dokumenterne indeholdt blandt andet en række påstande om, at han videregav fortrolige informationer til den vanærede finansmand Jeffrey Epstein.

Efterfølgende blev han afhørt og sigtet for embedsmisbrug. Med den seneste udvidelse af efterforskningen er Andrew Mountbatten-Windsors situation nu kun blevet endnu værre.