Mindst fem kunstnere har trukket sig fra et stort jubilæumsarrangement og nu foreslår præsidenten en alternativ løsning.
Fem ud af ni annoncerede kunstnere har allerede valgt at melde afbud til deres koncerter under det såkaldte Freedom 250-arrangement, der er et offentlig-privat partnerskab etableret af Donald Trump til fejringen af USA’s 250-års jubilæum i juli.
Blandt dem, der har trukket sig, finder man kunstnere som Bret Michaels, Young MC, The Commodores, Morris Day and the Time samt Martina McBride. Det skriver B.T.
Tilbyder sig selv
Flere af de kunstnere, der har valgt at melde afbud, har ifølge The Independent og NBC News meldt ud, at de enten var uvidende om arrangementets politiske karakter eller ikke ønsker at blive forbundet med den politiske debat.
Som reaktion på afbuddene har Trump i et opslag på sit eget sociale medie Truth Social foreslået, at han selv træder til som erstatning.
“Manden, der tiltrækker langt større publikum end Elvis i hans storhedstid – og det uden en guitar – manden, der elsker vores land mere end nogen anden, og manden, som nogle kalder historiens største præsident (THE GOAT!), DONALD J. TRUMP,” skriver han i sit opslag.
Overvejer MAGA-rally
Trump uddyber i denne forbindelse, at formålet ville være at holde en tale, der samler nationen, frem for at forsøge at bruge det til det, som han selv karakteriserer som dyre og uinteressante navne.
I et separat opslag natten til søndag dansk tid foreslog præsidenten desuden, at hele arrangementet ganske enkelt bliver aflyst til fordel for et ‘enormt’ Make America Great Again-vælgermøde.
“For at erstatte disse højtbetalte, tredjerangs ‘kunstnere’ og holde en stor tale, der samler landet fremad, som jeg har gjort, lige siden jeg blev præsident,” skriver Trump.
Serien af koncerter under Freedom 250 er planlagt til at løbe af stablen fra den 24. juni til den 10. juli, og skal udgøre en central del af fejringen af det amerikanske jubilæum.