Den norske papprins Marius Borg Høiby vil ikke være til stede, når han mandag får sin dom.
Mandag afsiger Oslo tingrett dom i straffesagen mod Marius Borg Høiby, der er søn af den norske kronprinsesse Mette-Marit.
Til trods for dette, så vil Marius imidlertid ikke selv være til stede i retslokalet, når afgørelsen falder.
Det fremgår af oplysninger, som retten fredag har givet til det norske medie NRK.
Følger med digitalt
Det er blevet meldt ud, at Høiby i stedet kommer til at overvære domsafsigelsen via en online forbindelse. Årsagen er ifølge retten dokumenterede sundhedsmæssige forhold.
Hans forsvarer, Ellen Holager Andenæs, bekræfter dette over for det norske medie VG.
Hun ønsker dog ikke at redegøre nærmere for, hvad der er de konkrete omstændigheder bag beslutningen.
Forsvareren gør det i samme ombæring klart, at Høibys fravær ikke kommer til at have nogen indvirkning på rettens mulighed for at afsige dom som planlagt.
“Dommen bliver afsagt uden problemer,” siger hun til VG.