Det kan ske snart.
Når man kører ad en stejl bjergvej i udlandet, kan tanken om svigtende bremser få sveden frem på panden hos enhver bilist.
For at afværge katastrofer har mange lande bygget særlige nødramper langs motorvejene, hvor tunge køretøjer kan køre ind og stoppe sikkert.
Herhjemme i det flade danske landskab ser vi sjældent den slags konstruktioner, da vores veje ikke byder på de samme ekstreme fald.
Alligevel kender vi alle behovet for at kunne trække i nødbremsen, når en situation eskalerer ud af kontrol.
Det koncept kan nemt overføres til den globale scene, hvor verdens magthavere ofte mangler en sikker udvej.
Det skriver dailysabah
Uden en nødbremse
I internationale politiske systemer mangler der ofte flugtveje for ledere med svigtende bremser.
Det ses tydeligt hos den russiske præsident Vladimir Putin, der for 4 år siden indledte en omfattende invasion af Ukraine.
Krigen har skabt enorme rystelser, som også mærkes af danske forbrugere gennem prisstigninger og en voksende sikkerhedspolitisk usikkerhed i Europa.
Nylige angreb mod de ukrainske byer Kyiv og Dnipro kostede mindst 10 mennesker livet og skabte yderligere frygt.
Konflikten bygger på årtiers komplicerede spændinger, der startede tilbage i 1991 lige efter uafhængigheden.
Den militære udvikling tog for alvor til i 2005, hvorefter forsvarsalliancen tre år senere lovede landet en fremtidig optagelse.
Den russiske præsident udnyttede gamle sovjetiske forbindelser til at sikre magten til allierede politikere.
Målet var at fastholde nabolandet i en neutral status.
To år senere ændrede politiske revolutioner dog landskabet fuldstændig, og befolkningen krævede en ny retning.
Derefter fulgte annekteringen af Krim, som fik situationen til at køre helt af sporet for det russiske styre.
Jagten på en udvej
På den anden side af Atlanten kæmper den amerikanske præsident Donald Trump med sine egne udenrigspolitiske udfordringer.
Han nærmer sig 80 år og står over for et afgørende midtvejsvalg i november.
Magthaveren forsøger at navigere i de betændte konflikter i Mellemøsten, som skaber stor intern splittelse.
Begge verdensledere befinder sig i en fastlåst situation, hvor de har utroligt svært ved at finde en acceptabel afslutning på deres respektive kriser.
Den russiske statskasse bløder store summer på grund af krigen, som trækker al tålmodigheden ud af landets legendariske bureaukrati.
Jo længere en væbnet konflikt varer, jo sværere bliver den at vinde i sidste ende.
Manglen på sejr skaber en udbredt utilfredshed blandt de yngre borgere.
Derfor er der et stort behov for, at systemerne finder en metaforisk nødrampe, så farten kan sænkes, og en total international nedsmeltning undgås.
