Marius Borg Høiby har fået at vide, at han skal forblive varetægtsfængslet trods en appel om løsladelse for at besøge sin alvorligt syge mor.
Oslo tingrett har afvist endnu en anmodning om løsladelse fra Marius Borg Høiby, der mandag morgen blev idømt fire års fængsel for flere forbrydelser, herunder voldtægt.
Det skriver det norske medie NRK ifølge Ritzau.
Høiby, der har siddet varetægtsfængslet siden februar, har gentagne gange forsøgt at få en tilladelse til midlertidig løsladelse.
Det skyldes, at han ønsker at kunne tilbringe tid med sin mor, kronprinsesse Mette-Marit, som er livstruende syg af lungefibrose og afventer en lungetransplantation.
Risiko for kontakt
Retten begrundede afgørelsen med, at de bekymrede for, at Høiby ved en eventuel løsladelse vil forsøge at kontakte ofrene i sagen.
“Efter den dømmende domstols opfattelse er der en risiko for, at tiltalte vil kontakte ofrene, hvis han løslades,” lyder det fra retten.
Forsvarerne argumenterede for løsladelse med henvisning til, at den nuværende situation er uudholdelig for Høiby.
Det lyder også, at han skulle være ‘desperat’ efter at se sin mor. De pegede i samme ombæring på, at han er blevet overflyttet til et nyt fængsel, hvortil kronprinsessen muligvis ikke kan rejse.
Anker dommen
Marius Borg Høiby har anket den del af dommen, der vedrører to voldtægter og mishandling i nære relationer. Derfor er sagen endnu ikke helt slut.
Forsvarerne betegner de frifindelser, retten har afsagt, som ‘ganske omfattende’ og gør det også klart, at Høiby er ‘naturligvis meget tilfreds’ med den del af udfaldet.
Anklagemyndigheden havde krævet en straf på i alt syv år og syv måneders fængsel, hvis han var fundet skyldig i samtlige forhold.