Den norske papprins Marius Borg Høiby har fået sin dom, og det har fået hans ekskæreste til at bryde stilheden.
Mandag blev Marius Borg Høiby idømt en straf på i alt fire års fængsel, efter at han blev fundet skyldig i 36 ud af 40 anklagepunkter.
Den 29-årige norske papprins er blandt andet dømt for både psykisk og fysisk vold mod sin tidligere kæreste Nora Haukland.
Det fremgik af retssagen, at dette skulle have fundet sted i perioden fra sommeren 2022 til 2023.
Haukland taler ud
Den norske influencer og tv-personlighed Nora Haukland har nu valgt at tale ud i kølvandet på dommen.
Det sker i et opslag på det sociale medie Instagram.
I et længere opslag henvender hun sig direkte til sine følgere og beskriver de reaktioner, sagen har afstedkommet for hende.
“Jeg har modtaget alt fra håbefulde breve til mordtrusler, og gennem alt det har jeg lært én ting: Du er aldrig et godt nok ‘offer’,” skriver hun ifølge Ekstra Bladet.
Haukland fremhæver, at partnervold er noget, der rammer bredt, og påpeger i samme ombæring at én ud af fem kvinder i Norge har erfaringer med denne form for vold.
Spor for livet
I opslaget på det sociale medie understreger hun også, at traumerne fra vold ikke forsvinder af sig selv, men kan følge den ramte livet igennem.
“Selv i dag får jeg høj puls af lyden af en dør, der smækker, en mand, der tramper eller en motorcykel med høj lyd,” skriver hun.
Haukland afviser forestillingen om, at ofre for vold deler bestemte personlighedstræk eller livsstilsvalg, og gør meget ud af i stedet at placere ansvaret entydigt hos den udøvende part.
Mandagens dom beskrives af Haukland som en mindre sejr, der gav hende fornyet håb. Hun giver også udtryk for, at hun føler sig klar, hvis sagen ankes.