Eksperter forventer ikke, at kong Harald abdicerer, selvom helbredet har voldt ham problemer i de seneste år.
Helbredet har voldt problemer for begge medlemmer af det norske kongepar i den seneste tid.
På trods af dette, så er der ifølge eksperter der ingen tegn på, at kong Harald, der nærmer sig 90-år, overvejer at overlade tronen til kronprins Haakon.
Det fortæller kongehusekspert Caroline Vagle fra den norske udgave af SE og HØR til Dagbladet.
Pligter giver energi
Caroline Vagle bemærker i denne forbindelse, at kongen flere gange har givet udtryk for, at han agter at blive siddende ’til den bitre ende’.
“Han har ganske vist sagt, at han har en aftale med sine børn om, at de skal give et hint den dag, de tror, han er blevet fuldstændig vanvittig. Så han har tydeligvis tænkt sig at lytte til gode råd, hvis Haakon eller Märtha sætter foden ned,” siger hun.
Hun understreger dog også, at intet peger i den retning lige nu. Ifølge Vagle er det netop de mange opgaver, der giver kongen energi.
Hun fremhæver desuden, at den vanskelige situation i kongefamilien spiller en rolle. Det blev for nylig kendt, at Mette-Marit har fået en lungetransplantation efter en alvorlig lungesygdom.
Omtrent samtidig faldt der dom i sagen mod hendes søn, Marius Borg Høiby, der blev idømt fire års fængsel for overgreb og vold mod nærtstående.
Han bliver siddende
Tove Taalesen, der er kongehusekspert hos Nettavisen og tidligere ansat ved hoffet, deler Vagles vurdering af, at Harald har i sinde at bestride embedet til sin død.
Hun peger i denne forbindelse på, at det for kongens generation ikke er muligt blot at trække sig – posten varer i stedet livet ud.
“Samtidig har kongen selv sagt, at han er konge, så længe hans helbred og sind holder, og at han har en dialog med kronprins Haakon om dette. Selvom han er langt over pensionsalderen, er der intet, der tyder på, at han ikke er egnet til opgaven i dag,” siger hun.