Den kendte DR-vært har afsløret, at han blev meget påvirket af at opleve Christian Eriksens kollaps.
For godt et år siden ramte et hjertestop DR-vært Tobias Hansen, mens han var på tur med sine to sønner.
Hjertemassage reddede hans liv, og han har siden fået indopereret en ICD-hjertestarter – samme type som Christian Eriksen også har fået indopereret.
Da Christian Eriksen for ganske få uger siden kollapsede på fodboldbanen, vakte det derfor meget stærke minder hos Tobias Hansen.
Tænkte på ICD’en
Hansen fortæller til Ekstra Bladet ved premieren på Cirkus Summarum om sine umiddelbare tanker.
“Selvfølgelig rørte det mig, for det er aldrig sjovt at se en mand falde om, men jeg tænkte med det samme ‘han har sin ICD’, og jeg har fuldstændig den samme, som han har, og hvis der er et eller andet galt med ens hjerte, så tager den over. Og uden at jeg skal lyde sådan smart eller ufølsom, så tænkte jeg faktisk med det samme ‘fedt, den virker. Vi kommer ikke til at dø af hjertestop’,” siger han.
Tobias Hansen sagde også, at han var lettet over, at hustruen sov, da begivenheden med Eriksen udspillede sig, da det ellers ville have genoplivet ubehagelige minder fra hans eget kollaps.
Bedre end nogensinde
I dag beskriver Hansen sin tilværelse som den bedste i hans liv, og han er blandt andet i gang med at forberede sig til et syv dage langt cykelløb i august.
“Det går fantastisk. Jeg synes faktisk aldrig, at jeg har haft det bedre. Jeg træner op til et cykelløb, jeg skal køre i august – et syv dage langt cykelløb, så rent formmæssigt er jeg godt kørende,” siger han.
Tobias Hansen understreger desuden, at han ikke bærer på noget decideret traume fra hjertestoppet, da han intet husker fra hændelsen selv.