Fanget i ups’er: Ingrid Alexandra og brormand bryder reglerne under VM

Prinsesse Ingrid Alexandra og prins Sverre Magnus blev fanget i lidt af en ups’er, da de tilsyneladende brød reglerne under VM.

Den norske prinsesse Ingrid Alexandra rejste sammen med sin yngre bror, prins Sverre Magnus, til USA i sidste uge for at være til stede ved Norges kamp mod Senegal.

Trods festlighederne over Norges sejr endte søskendeparret med at bryde en uskreven konvention på tribunerne.

Det er nemlig en form for uskreven regel på VIP-tribunerne, hvor det royale søskendepar var blevet placeret, at tilskuerne ikke viser tydelig opbakning til hverken det ene eller det andet hold.

Det afslørede tidligere norsk udenrigsminister Anniken Huitfeldt, der under kampen ogås befandt sig på samme tribune.

Brød uskreven regel

Inden kampen blev Anniken Huitfeldt stillet et spørgsmål om, hvorvidt hun ville tage en vikingehjelm på for at bakke op om det norske hold.

“Det tænker jeg ikke. Jeg tænker heller ikke, jeg skal have en fodboldtrøje på. Det er officielt, hvad man skal have på på den tribune. På VIP-tribunen skal man ikke vise sin støtte til et af holdene,” sagde hun til det norske medie Dagbladet.

Ingrid Alexandra og Sverre Magnus syntes dog ikke helt at have fulgt samme linje, selvom de dog ikke havde valgt at iføre sig en vikingehjelm.

På tribunen fremstod deres begejstring for det norske hold med al tydelighed, da de begge havde valgt at iføre sig halstørklæder fra det norske landshold.

Det kan dog næppe være synderligt overraskende for andre, eftersom Ingrid Alexandra på sigt skal indtage tronen som Norges regent.

Ekspert forsvarer søskendeparret

Også den norske udgave af SE og HØR har bemærket episoden, hvorfor de har taget en snak med kongehusekspert Caroline Vagle.

Hun vurderer imidlertid, at de unge royales optræden var passende, selvom den teknisk set bryder en af de uskrevne regler.

“Kronprinsens børn havde tørklæder på, selvom man ikke skal vise støtte til nogen på VIP-tribunerne, men jeg synes stadig, det er helt passende. De er Norges prins og prinsesse,” sagde Vagle.