En tur på Roskilde Festival endte med at gå helt galt for TV 2-kendissen, der nu skal gå med krykker.
Mange gæster er formentlig vendt hjem fra Roskilde Festival med diverse skavanker efter en uge, der har været præget af både fest og søvnmangel.
Men få er nok så hårdt ramt som ‘Bachelor’-deltager Jeamilla Hoby Larsen. Hun pådrog sig nemlig en alvorlig skade under festivalen, som endte med, at foden nu er kommet i gips.
Skaden var ifølge Ekstra Bladet helt tydelig at se, da pressen mødte hende ved torsdagens lancering af Powers reklamekampagne ‘De nordiske nøgler’.
Snublede over en ramme øl
Tv-kendissen indrømmede selv, at hun havde overvejet at pynte lidt på historien om skaden, men endte med blot at være ærlig.
“Jeg har overvejet at finde på en sej historie om, at jeg var til Zara Larsson og faldt, da jeg crowdsurfede,” sagde hun til Ekstra Bladet, inden hun dog afslørede den egentlige forklaring.
Den reelle årsag viste sig at være langt mindre glamourøs, end at det gik lidt for festligt for sig til en koncert.
“Jeg snublede over en ramme øl. Så røg jeg hjem. Men jeg havde heldigvis nået at give den gas og få rigtig meget ud af det. Men det skete dog om fredagen, så jeg missede faktisk Zara Larsson og havde rigtig meget FoMo (Fear of missing out, red.),” sagde hun.
Skaden koster ferien
Selvom hun slap for et brud på benet, er skadesomfanget alligevel ganske betragteligt for den unge kvinde.
Foden er nemlig forstuvet på begge sider, og hun har desuden pådraget sig et overrevet ledbånd, ligesom lægerne fortsat undersøger et knoglefragment nærmere.
Uheldet betyder, at hun har været nødt til at aflyse en planlagt rejse til udlandet.
Ser man bort fra dette, så regner hun dog med at være i stand til at gennemføre resten af sommerens planer, heriblandt et besøg til Grøn Koncert og en tur til Aarhus.