Elon Musk i stor nedtur: Har tabt 800 milliarder

Det har været en dyr tid for Elon Musk, der har tabt enorme summer som følge af den faldende aktiekurs.

Der er gået lidt over en måned siden SpaceX blev noteret på børsen, og i den periode er værdien af selskabet skrumpet voldsomt.

Markedsværdien er skåret ned med intet mindre end 800 milliarder dollars og lyder nu på mindre end 1,8 billioner dollars.

Samtidig koster aktien i dag mindre, end da den blev sendt på markedet. Det skriver Marketwatch.

Udbudsprisen lød ganske vist på 135 dollars, men ved premieren på Nasdaq 12. juni lå kursen på omkring 150 dollars.

Undervejs var den endda helt oppe at snuse til en kurs på 225 dollars, hvorefter kurven er knækket. Senest lukkede aktien i cirka 132 dollars.

Flere aktier på vej ud

Meget tyder endda på, at nedturen ikke er slut endnu.

I sidste uge blev SpaceX en del af den såkaldte Nasdaq-100, hvilket fik en række passive investorer til at købe ind.

Samtidig venter man, at en stor portion aktier, som insidere har bundet, bliver sluppet fri i løbet af de kommende måneder. Det kan medføre, at kursen kommer til at svinge endnu mere.

Knap 1,37 milliarder af disse aktier kan blive frigivet i handelen i begyndelsen af august, hvor regnskabet for andet kvartal skal frem i lyset. Også det kan trække kursen ned.

Delte meninger om selskabet

SpaceX er lige nu nummer syv på listen over USA’s største selskaber.

Fortsætter kursen med at falde, risikerer koncernen dog at skulle dele ottendepladsen med Meta.

Vurderingerne af Elon Musks AI-rumselskab har generelt hele vejen igennem trukket i flere forskellige retninger.

Aktien er både blevet talt op og afvist som værende alt for overvurderet, mens flere danske pensionskasser holdt sig langt væk forud for børsnoteringen. Det gælder blandt andre PFA, Velliv og Pensiondanmark.

 

Læs mere om...