Skuespilleren afslører i en podcast, at hun har landet en rolle i den populære TV 2-serie.
Nikolaj Lie Kaas havde i 2023 stor medvind med komediedramaet ‘Agent’, der handlede om agenten Joe, der repræsenterer en række kendte fra underholdningsbranchen.
Den første sæson bød naturligvis også på en lang række kendte navne, hvilket omfatter både Thomas Blachman, Tobias Rahim, Ulrich Thomsen, Sidse Babett Knudsen, Nikolaj Coster-Waldau, Dar Salim og Melvin Kakooza.
Nu er der lagt op til en fortsættelse, hvilket Paprika Steen har løftet sløret for i en nylig episode af podcasten ‘Mads og A-holdet’.
Spiller sig selv
Her fortæller Paprika Steen, at hun selv har fået en plads i den kommende sæson.
“Og så forbereder jeg, at jeg skal være med i Nikolaj Lie Kaas anden sæson af ‘Agent’. Jeg har en ret stor rolle faktisk, men man spiller sig selv, så jeg er Paprika Steen,” fortæller hun.
Samtidig arbejder hun på sin næste film, som hun er i færd med at udvikle sammen med sine forfattere.
Ifølge hende selv kommer emnet formentlig til at kredse om sammenbragte familier og det rod, som mange enten kender eller får stiftet bekendtskab med.
Optagelser i tre lande
Ved siden af det har hun tilsyneladende også fundet tid til at stå foran kameraet i den danske komedie ‘En ægte drømmer’.
Her deler hun hovedrollen med Magnus Millang, og filmen bliver til under ledelse af den finske instruktør Juho Kuosmanen. Den ventes at nå de danske biografer i 2027.
“Det er en sjov historie, og vi filmer lidt i Finland og lidt i Jylland og Frankrig,” siger Paprika i podcasten.
Hun lægger da heller ikke skjul på, at kalenderen derfor også må siges at være godt fyldt op i denne tid.