Den amerikanske præsident oplyser, at fredsrådet ‘Board of Peace’ har indgået en aftale om fuld afvæbning af Hamas i Gaza.
Fredsrådet ‘Board of Peace’ har efter sigende indgået en ny aftale om, at Hamas og alle øvrige bevæbnede grupper i Gaza skal afvæbnes helt og aldeles.
Det melder USA’s præsident, Donald Trump, ifølge Ritzau natten til fredag dansk tid i et opslag på Truth Social.
Præsidenten kalder aftalen for et vendepunkt på vejen mod at opnå en mere stabil fred og tryghed i området.
Nyt palæstinensisk styre
Ifølge Trump baner aftalen vej for et nyt palæstinensisk styre i Gaza.
“Denne aftale er et afgørende skridt mod, at Gaza omsider bliver regeret af en ny palæstinensisk regering, som vil arbejde tæt sammen med fredsrådet om at hjælpe det palæstinensiske folk,” lyder det fra Trump.
Den amerikanske præsident fremhæver samtidig, at også Israel vil vinde ved den nye aftale.
“Samtidig vil Israel få den sikkerhed, som landet fortjener, fordi Gaza ikke længere vil blive brugt som base for terrorangreb,” skriver Trump.
To ledende Hamas-folk, der optræder anonymt, slår over for nyhedsbureauet AFP fast, at parterne er gået med til at indgå en aftale om at bringe konflikten med Israel til ophør.
Flere forhandlinger
Trump fremlagde sidste år en plan for Gaza med 20 punkter, hvori oprettelsen af netop ‘Board of Peace’ indgik.
Planen udmøntede sig i en våbenhvile mellem de to parter, som begyndte den 10. oktober 2025 efter to års krig.
Trump omtaler den kommende afvæbning som et centralt trin i udførelsen af planen. Han retter desuden en tak til forhandlere fra Egypten, Qatar og Tyrkiet for deres mæglerrolle.
Ifølge Reuters foregik der torsdag samtaler mellem mæglere og Hamas-ledere i Kairo, hvor der blev meldt om usædvanlige fremskridt.
En anonym israelsk embedsmand fandt dog flere af de foreslåede betingelser utilstrækkelige.