Prins William reagerer på dødsfald: Er virkelig ked af det

Det tragiske dødsfald har fået prins William til tasterne, da han er meget berørt af det.

Prins William er blevet ramt af en stor sorg over det faktum, at bjergbestigeren Nirmal Purja er død.

Det vides ganske vist ikke, om tronfølgeren fulgte med, da Purja i 2021 optrådte i Netflix-serien ’14 Peaks: Nothing Is Impossible’, men det kan naturligvis ikke udelukkes.

Purja mistede for nylig livet i en lavine på et bjerg i Pakistan sammen med flere andre.

Hylder Purja

Efter en omfattende eftersøgning blev Purjas lig endelig fundet lørdag, ligesom det senere blev bjærget.

Den kommende britiske konge har delt sin hyldest på den fælles X-profil, som han og prinsesse Kate råder over under navnet ‘The Prince and Princess of Wales’.

“Jeg blev virkelig ked af at høre om Nirmal Purjas tragiske død og om de personer, der mistede livet i lavinen på Broad Peak. Nims tjente med udmærkelse i de britiske væbnede styrker, før han blev en af verdens største bjergbestigere og satte nepalesiske bjergbestigere på landkortet,” skriver han ifølge Ekstra Bladet.

Purja, der egentlig er født i Nepal, gjorde tjeneste i den britiske hær, inden han kastede sig over bjergbestigning. Prinsens respekt skal formentlig ses i lyset af netop den fortid.

Dødsfald bekræftet

Det var selskabet bag den store ekspedition, som Purja var en del af, der lørdag kunne bekræfte det tragiske dødsfald i et opslag på Instagram.

Myndighederne i Pakistan havde ifølge nyhedsbureauet Reuters allerede fredag fundet ligene af fire andre bjergbestigere på bjerget.

På det tidspunkt manglede der fortsat oplysninger om seks af de personer, der var en del af ekspeditionen.

Kontakten til de ti bjergbestigere forsvandt torsdag ved middagstid lokal tid, hvilket var samme tid, at den førnævnte lavine ramte.