Badmintonstjernen Viktor Axelsen fortæller åbent om bruddet med Natalia Koch Rohde og erkender, at hans karriere spillede en rolle.
Viktor Axelsen på 32 år blev sidste år skilt fra Natalia Koch Rohde på 30 år.
Inden da havde de dannet par i 14 år, ligesom de også har fået to børn sammen.
I DR-podcasten ‘Genstart’ har den tidligere badmintonspiller nu valgt at åbne lidt op om, at sporten var medvirkende til deres skilsmisse.
Giver sig selv en del af skylden
Ifølge Viktor Axelsen har rammerne om ægteskabet ikke været lette, hvilket blandt andet har været på grund af hans person og det liv, de har levet.
Derfor bebrejder han i høj grad sig selv for, at han og Natalia Koch Rohde er endt med at gå hver til sit.
Han knytter det blandt andet til den benhårde måde, han har dyrket sin sport på.
“Det menneske, du er, betyder noget i et forhold, og selvfølgelig har jeg været kompromisløs i forhold til mine mål og mine drømme. Der er jo ikke nogen, der bliver gift for at blive skilt igen, så det er dybt ulykkeligt, mest af alt for vores dejlige børn,” siger han i podcasten ifølge Alt.
Sammen med Natalia har han døtrene Vega og Aya, der snart fylder henholdsvis seks og fire år.
Flytning til Dubai
I 2021 meldte Viktor Axelsen ud, at han og resten af familien ville flytte til Dubai, så han kunne satse fuldt ud på sin karriere.
Karrieren blev han dog tidligere på året nødt til at afslutte på grund af problemer med ryggen.
Dengang forklarede han flytningen med bedre forhold at træne under, men over for Genstart fortæller han også, at han fortryder sin tidligere benægtelse af, at økonomi spillede ind.
“Jeg kom til at sige, at det overhovedet ikke havde noget med skat at gøre, og det er jo ikke rigtigt. Selvfølgelig har det noget at gøre med, at der er mange flere penge til at kunne investere i min karriere og investere i min familie og i mit setup,” sagde han.