Kong Frederik er selverklæret fan: Nu reagerer dansk hitband

Det danske band fortæller om deres forskellige møder med kong Frederik, som selv har fremhævet gruppen blandt sine favoritter.

Kong Frederik har ved flere lejligheder fortalt om sin forkærlighed for musik, og har i denne forbindelse afsløret, at rock ligger ham særligt på sinde.

En af hans helt klare favoritter er det danske band D-A-D. Og heldigvis forholder det sig således, at følelsen er gensidig, men kongen får dog ikke særbehandling frem for andre fans.

Det understreger bandet selv, da B.T. taler med dem backstage inden koncerten på Bøgescenen ved Smukfest onsdag aften.

Minder med kongefamilien

Her kunne gruppen blandt andet fortælle om, at de flere gange har været i selskab med kongen.

Ifølge Jesper Binzer skete det senest til endagsfestivalen ‘Tilbage til live’, der blev afholdt på Refshaleøen i 2021, hvor både Frederik og Christian var med.

Forsangeren afviser dog, at han i realiteten omgås de royale på en så fortrolig fod. Trommeslageren Laust Sonne slår desuden fast, at de royale er rare at omgås og har selv et minde med kongehuset.

“Vi spillede også til det store brag i Parken, da de skulle giftes (kong Frederik og dronning Mary i 2004, red.). Og de lavede sådan en præfest på Vega, hvor jeg lavede en trommeintro, til da de kom ind på gulvet, det var meget smuk,” sagde han.

Beæret over anerkendelse

Guitaristen Jacob Binzer bidrog også til brylluppet ved at spille Kongesangen, da parret trådte ind i Parken. Han spøgte af den grund lidt med, at kongen sådan set skylder dem en lille tjeneste.

Kong Frederik har selv peget på D-A-D som en af de grupper, der har betydet noget i hans liv.

I portrætbogen ‘Under bjælken’ har han angivet nummeret ‘Girl Nation’ fra 1989 som en af sine mest betydningsfulde sange, og bandet er selvsagt meget beæret over dette.

“Han er en dejlig dreng, og det er dejligt, han kan lide rockmusik, og vi er beærede over, at han gider nævne os i den sammenhæng der,” slog Jesper Binzer fast.

 

Læs mere om...