Lionel Messi i stor sorg: Har mistet sin far

Jorge Messi, far og tidligere agent for Lionel Messi, er død efter en længere sygdomsperiode.

Lionel Messis far, Jorge Messi, sov ind fredag aften. Han blev 68 år gammel og gik bort efter at have været syg gennem længere tid.

Det oplyser familien til nyhedsbureauet Reuters ifølge Ritzau.

De seneste måneder havde han delt tiden mellem sit hjem og en klinik i den argentinske by Rosario.

Han var omgivet af sin hustru, Celia, og børnene Rodrigo, Matias og Maria Sol, lyder det fra familien. Det var på den førnævnte klinik, at han endte med at tage sit sidste åndedrag.

Tæt bånd

Lionel Messi nåede at tilbringe lidt tid sammen med sin far efter VM, før han rejste retur til Inter Miami og igen blev sendt på banen for omtrent en uge siden.

Jorge fulgte gennem hele sønnens efterhånden lange karriere med på sidelinjen – lige fra de spæde år i Barcelona.

Han betød naturligvis også rigtig meget for Lionel Messi og var i en lang årrække også hans søns agent.

Ved sommerens VM lavede den argentinske anfører tre scoringer i åbningskampen mod Algeriet og her brød han ud i tårer efter sit første mål.

Bagefter fortalte han på et pressemøde, at gråden bundede i ‘noget, der ikke havde med fodbold at gøre’, og at han havde gennemgået ‘nogle svære og komplicerede dage’.

Mindes faderen

Kort efter kampen mod Algeriet valgte familien at melde ud om Jorge Messis sygdom og oplyste i denne forbindelse, at han var under behandling.

Lørdag tog også Messis barndomsklub, Newell’s Old Boys, afsked med Jorge Messi på det sociale medie X.

“Jorge var støtten og den person, der med vision, stringens og kærlighed understøttede karrieren for den bedste spiller gennem tiderne sammen med sin kone, Celia Cuccittini,” skriver de blandt andet.

Klubben fremhæver desuden, at hans vedvarende opbakning og evne til at styre Lionel Messis karriere i baggrunden var uundværlig for hvert trin i sønnens vej.

 

Læs mere om...