Kong Frederik og dronning Mary sørger over dødsfaldet, da det var ham, der både viede parret og døbte deres børn.
Kong Frederik og dronning Mary har givet udtryk for at være i sorg over, at biskop Erik Norman Svendsen er gået bort.
Erik Norman Svendsen var nemlig tidligere kongelig konfessionarius og stod den 14. maj 2004 for vielsen af det daværende kronprinspar, hvilket fandt sted i Vor Frue Kirke, som også er kendt som Københavns Domkirke.
“Kongeparret har modtaget den triste meddelelse om tidligere kongelig konfessionarius Erik Norman Svendsens død, og Deres Majestæter sender deres varmeste tanker og medfølelse til de efterladte,” oplyser kongehusets kommunikationsafdeling til Ritzau.
Ifølge Ritzau gik Erik Norman Svendsen mandag aften efter en kort sygdomsperiode og blev 85 år.
Tætte bånd til kongefamilien
Foruden vielsen var det også Erik Norman Svendsen, der stod for at døbe parrets ældste barn, prins Christian.
Da børneflokken siden voksede, da henholdsvis prinsesse Isabella og senere prinsesse Josephine og prins Vincent kom til verden, endte valget endnu engang med at falde på ham.
Fra 1992 til 2009 var han desuden ansat som biskop i Københavns Stift.
Efter sin afgang fra bispeembedet havde han i stedet funktion som kongehusets præst, hvilket han bestred helt frem til 2018, hvor han også stod for bisættelsen af prins Henrik.
Den 21. januar 2024 var han desuden at finde ved festgudstjenesten i Aarhus Domkirke, da den danske trone blev overdraget fra dronning Margrethe til kong Frederik.
En værdsat kirkemand
I en pressemeddelelse fra Københavns Stift fremgår det, at Erik Norman Svendsen satte særlig pris på at blive udvalgt til at få rollen som kongelig konfessionarius.
“Hans diskrete glæde ved at kunne tjene dronningen og kongefamilien var ingen i tvivl om,” skriver de.
Erik Norman Svendsen blev præst i 1969 og gjorde først tjeneste ved Sundkirken i København.
Ved sin død efterlader han sig sin hustru, Margit, samt børn, svigerinde, børnebørn og oldebørn.