Cristiano Ronaldo og Georgina Rodriguez er efter mange spekulationer blevet viet ved en privat ceremoni i Portugal med parrets fem børn til stede.
Tidligt i august begyndte et væld af rygter at løbe om, at Cristiano Ronaldo og Georgina Rodriguez omsider var klar til at blive gift.
Ifølge det britiske medie The Sun var det planen, at vielsen skulle finde sted den 8. august.
Den britiske avis ramte tilsyneladende ganske tæt på, for tirsdag aften kunne parret nemlig selv løfte sløret for, at de nu er ægtefolk.
Bekræftet på Instagram
I et opslag på det sociale medie Instagram delte det yderst celebre par et billede af ringene ledsaget af teksten C❤️G.
Ifølge Daily Mail fandt brylluppet dog ikke sted den 8. august, som var den dato, The Sun havde meldt ud tidligere.
Det skulle i stedet være foregået tirsdag den 11. august, hvor de to stjerner kunne glæde sig over at blive viet i små rammer.
Ud over brudeparret deltog deres fem børn i festlighederne.
“Cristiano Ronaldo og Georgina Rodriguez blev gift i dag i Cascais, Portugal, og er nu officielt mand og kone. Ceremonien var privat og et intimt øjeblik med deres fem børn,” har en repræsentant bekræftet til Daily Mail.
Mødtes i 2016
Cristiano Ronaldo og Georgina Rodriguez lærte oprindeligt hinanden at kende tilbage i 2016.
På det tidspunkt var det dog kun Ronaldo, der var et kendt navn, da Rodriguez arbejdede i en Gucci-forretning i Spanien.
Siden da har de dannet par, og i løbet af sidste sommer friede fodboldstjernen med en markant diamantring.
Sammen har de døtrene Alana Martina og Bella Esmeralda, ligesom Ronaldo er far til Cristiano Jr., hvis mors identitet han aldrig har oplyst.
Han er også far til tvillingerne Eva Maria og Mateo, der kom til verden med hjælp fra en rugemor i 2017.