Sagsøger Donald Trump for nyt tiltag: Det er dybt korrupt

To selskaber har sagsøgt USA’s præsident for at lukke ned for et nyt tiltag fra Donald Trump, der sælger indlæg fra Truth Social før andre.

Onsdag kom det frem, at to forskellige medieselskaber har valgt at lægge sag an mod USA’s præsident, Donald Trump.

Det skyldes, at de vil have lukket en ordning, hvor kunder mod betaling får mulighed for at læse hans indlæg på Truth Social før andre.

Bag søgsmålet står Intercept og Freedom of the Press Foundation, der har indbragt stævningen for en forbundsdomstol i New York.

Klagen er møntet på Truth API, som er navnet på den nye tjeneste fra Trump Media & Technology Group. Det skriver Ritzau.

Adgang til høj pris

Tjenesten kan koste helt op til 100.000 dollar månedligt at få adgang til, hvorfor det bestemt ikke er alle, der har råd til det.

Til gengæld får kunden adgang til ti markante profiler – heriblandt præsident Donald trump – inden deres indlæg bliver offentlige.

Blandt de øvrige brugere, der gives adgang til, finder man vicepræsident J.D. Vance, sundhedsminister Robert F. Kennedy Jr. og FBI-direktør Kash Patel. Også Det Hvide Hus’ egen konto indgår i pakken.

Trump søsatte Truth Social tilbage i 2022 som et direkte resultat af at være blevet smidt af det daværende Twitter.

Præsidenten har i lang tid delt nyheder via platformen, og han har blandt andet holdt verden opdateret med opslag om told og uro i Mellemøsten.

Det er den slags meldinger, der nemt kan være med til at rykke kurserne på olie og aktier.

Beskyldninger om korruption

Sagsøgerne betegner Truth API som ‘dybt korrupt’, fordi Trump står til at tjene penge på det, hver gang en ny abonnent melder sig til.

De hævder som følge af dette, at ordningen er i strid med forfatningen i USA, fordi enhver borger har krav på at have den samme adgang til præsidentens budskaber.

Efter deres mening er der ingen grund til at sælge indlæggene til private kunder og lade præsidenten tjene på salget.

I stævningen gør de det i samme ombæring klart, at en stor del af Trumps 9.000 til 11.000 opslag i anden embedsperiode aldrig har fået en officiel opfølgning fra Det Hvide Hus.

Trump Medias talsperson afviser dog denne kritik og påpeger, at mange betalingsmedier længe har gengivet præsidentens ord.

“Nu forsøger venstreorienterede aktivister på ulovlig vis at misbruge domstolene som et våben til at censurere ham”, siger talspersonen.

 

Læs mere om...