Marius Borg Høiby afsoner med fodlænke på en kongelig adresse, men hverdagen er langt fra fri, mener han selv.
På trods af, at Marius Borg Høiby har fået lov til at tilbringe sin varetægtsfængsling med fodlænke på den kongelige ejendom Skaugum, er han stadig bundet af en række hårde vilkår.
Det blev belyst ved et retsmøde tidligere i denne uge, hvor den unge papprins gav udtryk for at være utilfreds.
Ifølge det norske medie Nettavisen har han blandt andet kun tre minutter til at være parat til en narkotest.
Han må desuden ikke træde uden for sit tildelte område uden at have fået specifikt lov til at gøre dette.
Ordningen giver ham derfor en fornemmelse af, at han fortsat er indespærret, forklarede han i retten.
Føler sig som en indsat
Høiby lagde i retten ikke skjul på, hvordan tilværelsen tynger ham.
“Det er selvfølgelig stressende ikke at kunne forlade huset og ikke gå i butikken. Jeg må heller ikke besøge venner, hvor de er, eller deltage i forskellige ting. Jeg ser stadig mig selv som en, der ‘sidder inde’ (i fængslet, red.),” sagde Høiby.
Hver dag har han dog tre timer, hvor han har fået en tilladelse til at forlade zonen.
Tiden bruger han på at se sin mor, kronprinsesse Mette-Marit.
Hun er nemlig fortsat under bedring efter en lungetransplantation, som hun gennemgik i begyndelsen af sommeren.
Dom på fire år
I ugen forinden blev hans varetægtsfængsling forlænget med fire uger, selvom han selv forsøgte at få den ophævet. Fodlænken har han båret siden juli.
Det skyldes, at han i byretten i Oslo i juni blev idømt en fængselsstraf på fire år. Skyldkendelsen omfattede blandt andet to voldtægter.
Den 28-årige har anket afgørelsen – både de to voldtægtsforhold og en sigtelse for vold i en nær relation.