29 år efter hendes død: Bror overrasker med bog om prinsesse Diana

Han talte ved begravelsen dengang, og nu tager broderen igen bladet fra munden – og det er der en helt særlig årsag til.

Om mindre end 14 dage er det præcis 29 år siden, at prinsesse Diana gik bort i en tragisk ulykke i Paris.

I denne forbindelse udkommer der en bog, der er skrevet af ingen ringere end hendes egen bror, jarl Charles Spencer.

Bogen har fået titlen ‘Swan Song: Diana, My Sister’ og er skrevet med henblik på at skildre søsterens liv, som han selv oplevede det.

Det oplyser forlaget i en pressemeddelelse, som flere britiske medier omtaler, heriblandt BBC og The Guardian.

“Jeg vil gerne tale på Dianas vegne og gøre det på en åben, positiv måde,” lyder det fra Charles Spencer om den kommende bog.

En strøm af henvendelser

Baggrunden er ifølge Charles Spencer, at han oplever et voldsomt pres af forespørgsler om at udtale sig om søsteren, selvom hendes død fandt sted for snart tre årtier siden.

Han er også åben omkring, at anmodninger om interviews om hende fortsat vælter ind over ham.

Det har i sidste ende givet ham et ønske om at nedfælde sine egne erindringer om hende.

“Det har overbevist mig om at skrive mine egne tanker og minder ned én gang for alle, i stedet for at have ubehaget ved igen at læse andres meninger hvoraf mange er baseret på usandheder, der er blevet accepteret med tiden,” siger han.

Dødsulykke i Paris

Prinsesse Diana mistede på tragisk vis livet efter et biluheld i den franske hovedstad den 31. august 1997, hvor hun pådrog sig flere alvorlige skader. Hun var blot 36 år.

Sammen med hende omkom også hendes kæreste, den egyptiske filmproducer Dodi Fayed.

Uheldet indtraf, mens chaufføren af bilen forsøgte at ryste forfølgende pressefotografer af sig.

Farten viste sig at være for høj, og en obduktion afslørede tilmed, at han havde alkohol i blodet. Det var kun prinsessens livvagt, der overlevede sammenstødet.