Efter knap syv år har Pia Kjærsgaard og Henrik Thorup valgt at sige farvel – og det betyder, at de nu retter blikket mod Gentofte.
Pia Kjærsgaard og Henrik Thorup har solgt det sommerhus, de har haft på Enø ved Sydsjælland i mere end syv år.
Det betyder også, at hun følger i fodsporene på veninden Dorte Kollo, der sidste år valget at skille sig af med sin feriebolig på øen.
Tinglyste oplysninger viser, at sommerhuset har haft en salgspris på 3.095.000 kroner. I 2019 kostede boligen parret 1.895.000 kroner
Forskellen mellem de to handler udgør 1,2 millioner kroner. Beløbet er dog uden hensyn til eventuelle udgifter til forbedringer under ejerskabet. Det skriver Ekstra Bladet.
Meldte selv ud
Tidligere denne sommer skrev Pia Kjærsgaard i et opslag på Facebook om den afsluttede handel og det vemod, som deres beslutning har ført med sig.
“Så har vi solgt vores dejlige sommerhus på Enø. Det er en rigtig, men selvfølgelig også en vemodig beslutning. Vi har haft huset i knap 7 dejlige år, og vi har elsket at være der,” skrev hun i sit opslag på det sociale medie.
Hun forklarede samtidig, at parret nu vil koncentrere sig om boligen i Gentofte.
Huset i Gentofte skal renoveres
Det er nu planen, at de vil renovere deres bolig i Gentofte, så den bliver mere velegnet, efterhånden som de bliver ældre. Henrik Thorup er netop blevet 80 år, mens Pia Kjærsgaard når samme alder i februar.
“Alting har en ende, og Henrik og jeg har nu besluttet, at vi renoverer huset i Gentofte, så det bliver mere ældrevenligt. Henrik er lige fyldt 80 år, og jeg runder i februar,” lød det også fra hende.
Sommerhussalget betyder dog ikke, at de kommer til at sige et endegyldigt farvel til Enø. Parret har stadig venner på øen og forventer derfor at vende tilbage i ny og næ.
Blandt de steder, Pia Kjærsgaard fortsat har i sinde at lægge vejen forbi, har hun blandt andet nævnt Kanalkroen samt øens bager, fiskehandler og kødudsalg.