Dronning Camilla om vanskelig hemmelighed: Ville gerne fortælle om det

Under et helt særligt velgørenhedsbesøg bar dronning Camilla på en oplysning, hun endnu ikke kunne dele med omverdenen.

Dronning Camilla har nu for første gang valgt at sætte ord på den svære situation, hun befandt sig i, da kong Charles fik konstateret kræft.

Hun besøgte i januar 2024 et center under kræftorganisationen Maggie’s, hvor hun var mødt op for at tale med både patienter og pårørende.

Kongens diagnose var dog endnu ikke kendt offentligt på dette tidspunkt, og Camilla kunne derfor ikke fortælle, hvad hun selv og hendes egen familie stod midt i.

Hun har siden beskrevet mødet som værende meget svært, da hun ønskede at dele sin egen situation.

En tung hemmelighed

I en video lavet i anledning af Maggie’s 30-års jubilæum, fortæller Camilla om oplevelsen fra besøget.

“Jeg kan huske, at jeg kom til Maggie’s lige efter, at kongen var blevet diagnosticeret. Ingen kunne sige noget på det tidspunkt. Det var ret svært,” siger hun ifølge The Guardian.

Dronningen fortæller blandt andet om, at hun var tæt på at dele nogle af oplysningerne med de mennesker, hun mødte, men vurderede, at tidspunktet ikke var det rette.

Offentligheden fik kort tid efter besked om kong Charles’ sygdom, men det er dog fortsat ikke oplyst, hvilken form for kræft han har.

Får fortsat behandling

Camilla taler i videoen med Dame Laura Lee, der står i spidsen for organisationen, og beskriver samtidig kongens tilgang til sygdommen.

“Se på min mand. Ingenting stopper ham. Han sagde bare: ‘Dette er min måde. Jeg skal tackle det’,” siger Camilla.

Kong Charles har oplyst, at behandlingen har virket godt. Det er dog blevet bekræftet, at han stadig modtager behandling, mens sygdommen efter det oplyste er under kontrol.

Han er dog ikke blevet erklæret kræftfri.

 

Læs mere om...