Sidse Babett Knudsen scorer rolle i populær Netflix-serie

En af Danmarks mest kendte skuespillere kan se frem til at skulle spille med i en populær Netflix-serie, men rollen holdes stadig hemmelig.

Sidse Babett Knudsen er ingen novice, når det kommer til at spille med i de serier, der slår igennem langt uden for Danmarks grænser.

Hendes internationale gennembrud fik hun i rollen som landets første kvindelige regeringsleder i ‘Borgen’, der endte med at blive solgt til og vist i mere end 100 lande.

Nu står hun over for at træde ind i endnu en dansk seersucces, men denne gang bliver det i en Netflix-serie.

Sidste år erobrede ‘Legenden’ seerne på streamingtjenesten herhjemme såvel som ude i verden, og i næste sæson bliver Sidse Babett Knudsen en del af den.

Optagelserne er i gang

Når anden sæson får premiere på et endnu uvist tidspunkt, sker det derfor med Sidse Babett Knudsen i en fremtrædende rolle.

Det har Netflix afsløret i en pressemeddelelse, hvor de samtidig røber, at optagelserne til den nye sæson også allerede er blevet skudt i gang.

“Sidse Babett Knudsen får en central rolle i den nye sæson, hvor hendes særlige evne til at forene intelligens, alvor og følelsesmæssig kompleksitet bliver bragt i spil. De nærmere detaljer om hendes karakter bliver offentliggjort tættere på premieren. Optagelserne til sæson 2 er gået i gang i Danmark,” lyder det i pressemeddelelsen.

Glæder sig

Ikke overraskende ser Sidse Babett Knudsen frem til at prøve kræfter med opgaven i den kommende sæson.

“Jeg er rigtig glad for at være med i anden sæson af ‘Legenden’. Den rolle, jeg blev tilbudt, er både interessant, fascinerende og ganske enkelt en fornøjelse at udforske. Det er fantastisk at arbejde sammen med så dygtige og skønne mennesker. Man kan mærke, hvor meget hele det kreative hold og castet brænder for det her univers, og de har taget utrolig godt imod mig. Jeg har det ærligt talt rigtig sjovt,” siger hun i pressemeddelelsen.

 

Læs mere om...