Der er igen dårlige nyheder for Troels Lund Poulsen, da Venstre har ramt et historisk lavpunkt i en ny måling.
Venstre står i en ny måling til at opnå et historisk dårligt resultat. I Voxmeters seneste måling, der er blevet udført på vegne af Ritzau, får partiet nemlig kun 7,1 procent af vælgernes opbakning.
Det er partiets laveste niveau i den målingsrække, Voxmeter har lavet for Ritzau siden 2001. Tidligere har der endda været målinger, hvor partiet har haft markant større tilslutning.
I september 2012 blev Venstre eksempelvis målt til 35,8 procent, ligesom partiet flere gange har haft statsministerposten siden 2001.
Det var blandt andet aktuelt fra 2001 til 2009, hvor Anders Fogh Rasmussen var statsminister, mens Lars Løkke Rasmussen sad på posten fra 2009 til 2011 og igen fra 2015 til 2019.
Tilbagegang fortsætter
De seneste målinger viser en tydelig nedgang, da partiet i en måling den 10. august stod til at få 10,3 procent, mens tallet 31. august var faldet til 8,7 procent. Nu lyder målingen altså på 7,1 procent.
Det skuffende resultat for Venstre kommer efter en periode med intern uro i partiet, som historisk har haft tætte rødder i dansk landbrug.
Uroen er især affødt af, at Søren Gade og fire andre fra Venstre brød med formandens kurs i spørgsmålet om den omdiskuterede gødskningslov.
Med loven får landmænd i Danmark grænser for, hvor meget kvælstof de må lede ud i fjorde samt langs kysterne. Det betød, at i alt fem af partiets 18 medlemmer brød med den kurs, Troels Lund Poulsen havde lagt.
Kritik fra kolleger
Samtidig har flere borgerlige partiledere på det seneste valgt at rette kritik mod Troels Lund Poulsen.
En af dem er Inger Støjberg, som i august deltog i TV 2-programmet ‘Besserwisserne’ og efterlyste mere tydeligt lederskab fra Venstre-formanden.
“Jeg så sådan set Troels Lund som værende den naturlige leder af blå blok. Men jeg vil også sige, at det kræver så også, at man er leder hele tiden,” sagde hun ifølge Ritzau i denne forbindelse.