TV 2-profilen er nu kommet med en ny status på sit helbred, og fortæller samtidig om sine planer for fremtiden.
Tidligt i 2025 blev Troels Mylenberg diagnosticeret med tyktarmskræft, hvilket skete som følge af, at mavesmerter havde fået ham til at bestille tid hos lægen.
Efter flere undersøgelser kom den forfærdelige diagnose, og den 56-årige nyhedsvært var derfor nødsaget til at indlede et længere forløb med kemoterapi.
I november vendte han tilbage til skærmen som vært på TV 2, men nu fortæller han, at sygdommen har udviklet sig i en alvorligere retning.
“Jeg er syg igen. Det kan ikke gå væk. Jeg er uhelbredeligt syg,” fortæller han til Ekstra Bladet.
Han fortæller i samme ombæring, at han har det godt trods situationen og forventer at kunne blive ved med at passe sit job – dog på nedsat tid.
Fortsætter med at arbejde
Nu står det derfor klart, at kræften ikke kan helbredes. Det har fået den 56-årige vært til snart at udgive en bog med sit eget sygdomsforløb som omdrejningspunkt.
For Mylenberg fungerer arbejdet med bogen som selvterapi. Men ikke nok med det, så har han faktisk allerede skrevet en anden bog i perioden med sygdom.
Bogen ‘Gidsel og Pytlick’ udkom sidste år og handler om håndboldprofilerne Mathias Gidsel og Simon Pytlick.
Den bog blev skrevet, mens Mylenberg blandt andet modtog kemoterapi.
Får stor ros
De to håndboldspillere mødtes med Mylenberg i forbindelse med arbejdet med bogen, når han havde mulighed for det.
I december sidste år beskrev Simon Pytlick over for SE og HØR, hvordan værten holdt fast i arbejdet trods sygdommen.
“Han har været utrolig sej og taget det i stiv arm. Man har nærmest ikke kunne mærke på ham, at han var syg, men han har forberedt os på, at der kunne komme øjeblikke, hvor han måtte trække sig en lille smule, og det var vi kun åbne overfor,” sagde Simon Pytlick til SE og HØR.
Mylenberg håber desuden, at den kommende udgivelse kan støtte andre, der står i en tilsvarende situation.