Den kendte skuespiller kan glæde sig over, at han har landet sit helt eget program på TV 2.
Rasmus Bjerg kan bryste sig af, at han gennem sin karriere har medvirket i en lang række populære film og serier.
Oftest har det været som skuespiller, men han har også deltaget som sig selv i flere underholdningsprogrammer.
Snart viser han sig dog fra en anden side, og denne gang er han ikke alene om at gøre det, da han faktisk har sin kone ved sin side.
Hans hustru, Helle, holder sig normalt i baggrunden, men det kommer til at ændre sig inden længe. De to er nemlig meget snart aktuelle sammen i programmet ‘Næste bjergetape’.
Børnene er flyttet
Parret har i alt fire børn sammen: Anna, Villads, Valder og Ella. Og efter 20 travle år med en fuld husstand er de nu trådt ind i et helt nyt stadie i livet.
Børnene er nemlig allesammen flyttet, og Rasmus og Helle skal derfor lære at leve med, at der kun er de to tilbage i huset.
Ifølge TV 2’s beskrivelse af det kommende program, vil seerne blandt andet få mulighed for at følge parret, når familiens hus skal sælges, og når en ny tilværelse begynder at tage form.
“Efter 20 år med et hus fuld af liv er børnene fløjet fra reden, og hjemmet føles anderledes end før. Skuespiller Rasmus Bjerg og hans kone, Helle, står over for en ny etape i livet, hvor de skal finde sig til rette i en ny hverdag og genopdage, hvem de er, når de pludselig kun er to,” lyder det fra TV 2.
Første afsnit kan ses allerede den 6. oktober på TV 2 Fri og TV 2 Play.