Et uheld på ferien har betydet, at TV 2-kendissen har været nødt til at lade sig sygemelde.
Lissa Paustian, som de fleste bedst kender fra sin deltagelse i TV 2-programmet ‘Bachelorette’, kom til skade tidligere på måneden.
Under en ferie i Sydafrika sammen med kæresten Tobias blev hun kastet af en hest og brækkede en finger.
Onsdag aften mødte hun op på den røde løber, da Wallmans dinnershow havde premiere i Cirkusbygningen i København.
Her fortalte hun til SE og HØR, at skaden har betydet, at hun ikke er i stand til at udføre sit arbejde.
Kan ikke bruge højre hånd
Hun forklarer, at hendes job kræver, at hun kan skrive på både sin computer og telefon, og at hun i øjeblikket må klare alt med venstre hånd.
Journalisten og podcastværten fra Ekstra Bladet ærgrer sig naturligvis meget over situationen.
“Men lige nu kan jeg ikke gøre noget som helst. Det er super ærgerligt og meget frustrerende,” siger hun.
Der er dog udsigt til bedring, for der er en chance for, at gipsen bliver fjernet allerede næste uge. I så fald kan hun vende tilbage til arbejdet.
To brud og fuld narkose
Efter det voldsomme uheld oplyste Lissa Paustian til SE og HØR, at en operation skulle foretages, når hun var retur i Danmark. Forsikringen havde nemlig godkendt, at hun ventede, og hun ville helst opereres herhjemme.
Da hun endelig var hjemme igen fra sin ferie, delte hun også nyheden med sine følgere på Instagram.
“I dag (16. september, red.) har jeg været på Hvidovre Hospital for at få tjekket min hånd, og det ser desværre lidt træls ud,” lød det fra hende.
Ud over langefingeren, som lægerne i Sydafrika også havde fundet brækket, viste røntgenbillederne herhjemme, at der også var et brud på ringfingeren. Dagen efter blev hun opereret under fuld bedøvelse.