Prins Harry arbejder på Diana-dokumentar: Af én grund vil prins William ikke deltage

Prins Harry arbejder efter sigende på en dokumentar om sin mor, men prins William ønsker ikke at deltage.

Prins William har efter alt at dømme ikke i sinde at medvirke i film om sin afdøde mor, prinsesse Diana. Det er ellers en del rygter om, at en dokumentar fra prins Harrys hånd er på vej.

Ifølge The Times har prinsen af Wales sagt nej til en række henvendelser om enten at lave eller optræde i dokumentariske hyldester til moderen. Det har angiveligt taget til, da 30-året for hendes død nærmer sig.

Mediet skriver, at den 44-årige William gerne vil undgå, at han og broderen, som han har et anstrengt forhold til, bliver stillet op mod hinanden i forbindelse med en filmproduktion.

Ser 2017 som afsked

Den kommende konge mener ifølge den britiske avis, at hans hyldest ved 20-året i 2017 var hans offentlige udrensning af sorgen.

Nogle af hans nærmeste venner hævder desuden, at næste års mærkedag i august bliver hård for ham, og at han fortsat bliver følelsesmæssigt berørt af dødsfaldet.

Prins William har dog endnu ikke lagt sig fast på, hvordan han vil markere dagen. Det kan derfor vise sig at blive enten privat eller officielt.

Onkel kan blive hovedperson

Diana døde i august 1997, da hun pådrog sig omfattende indre kvæstelser som følge af et biluheld ved høj fart, mens paparazzifotografer forfulgte hende. Hun blev kun 36 år.

Page Six har skrevet, at den 42-årige hertug af Sussex angiveligt arbejder på at få sin onkel, Charles Spencer, med i en dokumentar. Han har også netop udgivet en erindringsbog om søsteren.

“Det er nu kommet frem, hvad Harry og Meghan i virkeligheden laver tilbage i Storbritannien. De er i gang med en Diana-film, og Spencer bliver efter alt at dømme sat i spidsen som dens stjerne,” siger den royale journalist Tom Sykes desuden til mediet.

Spencer skriver selv, at han har afvist utallige forespørgsler om at medvirke, heriblandt fra en nevø, men han oplyser dog ikke hvem af dem, der er tale om. Ifølge Telegraph har Harry kontaktet flere af Dianas venner.

“Han overvejer stadig, hvordan han bedst kan ære hendes eftermæle på en meningsfuld måde i dette vigtige jubilæumsår,” siger en kilde til avisen.

Filmen ventes produceret af Archewell Productions og solgt til Netflix.