TV 2-deltageren var blot på vej hjem fra undervisning, men på Kongens Nytorv tog det hele en uventet drejning.
Noah Umur Kanber, der for alvor er blevet kendt efter sin deltagelse i TV 2-programmet ‘Forræder’, blev tidligere på ugen udsat for en ubehagelig oplevelse på vej hjem fra undervisning på Kunstakademiet.
Det fortæller vinderen af ‘Forræder’ i podcasten ‘Spotlight’, hvor værten er Abdel Aziz Mahmoud.
Kunstneren fortæller i podcasten, at hun netop var gået fra sin skole og befandt sig på Kongens Nytorv, da hun uden varsel blev slået i hovedet. Ikke nok med det, så blev der også råbt ad hende.
Løb efter cyklist
Noah Umur Kanber afslører også, at hændelsen selvsagt fik hende til at orientere sig – men da hun kiggede sig omkring, var det eneste, hun lagde mærke til, et Wolt-bud.
“Det, jeg gør i reaktion, er bare, at jeg løber efter ham, og jeg har høje hæle på. Jeg prøver at hive ham af cyklen, men han har selvfølgelig motor på,” lyder det fra TV 2-deltageren.
Kort efter kom tre ældre kvinder til og spurgte, om hun var uskadt. Ifølge Kanber havde manden på cyklen tilsyneladende også ramt dem undervejs.
Hverken hun eller kvinderne fik fat i ham, og derefter fortsatte hun mod metroen for at komme hjem. Hun hæfter sig dog ved en bestemt detalje.
“Men der var da sådan et moment, hvor der var tre mænd, der kunne have stoppet ham,” siger hun.
Har ikke anmeldt det
Abdel Aziz Mahmoud spørger i udsendelsen, om episoden er blevet til politiet. Det er den ikke, og hun giver udtryk for, at det næppe ville føre til noget.
Det får dog Abdel Aziz Mahmoud til at give udtryk for, at han ikke er enig, da der sidder trackere på mange af Wolt-cyklerne.
En anden gæst, den tidligere betjent Sebastian Richelsen, tilføjer i denne forbindelse, at der vil være overvågning tæt på metroen, mens forfatteren Katrine Engberg byder ind med, at man altid bør anmelde den slags af hensyn til andre.
Ekstra Bladet har forgæves søgt en uddybning fra Kanber, som via en besked har afvist at sige mere.