Den tidligere landstræner taler sjældent om sit privatliv, men denne aften løftede han sløret for noget nyt.
Kasper Hjulmand er ikke kendt for at tale specielt åbent om, hvad der foregår bag hjemmets fire vægge. Det er historisk noget, han har haft det bedst med at holde for sig selv.
Fredag aften valgte han dog at fravige den vane. Her var han i anledning af Charity Catwalk dukket op i Allerhuset på Havneholmen i København.
Med sig havde den tidligere landstræner sin kæreste, Maliina Abelsen, og over for SE og HØR kunne han afsløre han, at parret trives og ser hinanden meget.
Hjem i to lande
I denne forbindelse blev han også spurgt om, hvorvidt de har fundet sammen under samme tag.
“Ja. Vi bor lidt i Grønland og bor lidt i Danmark og rejser lidt og sådan noget. Så vi er lidt forskellige steder,” lød det i svaret fra Hjulmand.
Han uddybede, at deres planer hele tiden ændrer sig, og at de derfor opholder sig både i Nuuk og i Danmark.
Fredag aften var de dog begge i København i velgørenhedens tegn. Charity Catwalk samler nemlig ind til Børneulykkesfondens Legeheltene, der har til formål at give børn på hospitalet mulighed for leg og bevægelse i hverdagen.
Har hentet projekt til Grønland
Børneulykkesfondens Legeheltene er desuden et initiativ, som fodboldtræneren selv har hjulpet med at få fodfæste nord for Danmark.
“Vi ville gerne have Legeheltene til Grønland, så det gjorde vi for et par år siden. Så vi er med til at rejse nogle penge engang imellem og prøver at komme til nogle af de events, der sker med Børneulykkesfonden,” sagde Hjulmand.
Han tilføjede, at opbakningen kommer fra dem begge, hvorfor han altså ikke har været ene om det.
Maliina Abelsen, der tidligere har siddet som både finansminister og socialminister i Grønlands regering, kunne i september sidste år afsløret, at hun og Hjulmand var kærester. Det gjorde hun over for Ekstra Bladet.
Forinden havde rygterne svirret i månedsvis, hvilket var resultatet af, at de gentagne gange var dukket op sammen på sociale medier – blandt andet i december 2024, hvor de delte et feriebillede fra New Zealand.