En ekspert forstår intet af det nye skridt, som den tidligere prins netop har valgt at tage.
Andrew Mountbatten-Windsor, der tidligere blot var kendt som prins Andrew, har truffet lidt af en beslutning. Han har nemlig valgt at lægge sag an mod politiet efter sin anholdelse i forbindelse med Epstein-sagen.
Det træk kan Ekstra Bladets kongehuskommentator, Trine Villemann, ikke få til at give mening. Hun afslører samtidig, at det har fået folk i Storbritannien til at måbe.
“Alle har tabt underkæben. Det er for alle komplet uforståeligt. Han gør ikke sin storebror, kong Charles, eller det britiske kongehus nogen som helst tjeneste,” siger Villemann til Ekstra Bladet.
Skader egen familie
Den danske ekspert mener ikke, at Andrew rent faktisk kan hente noget personligt hjem, uanset hvordan sagen falder ud. Derudover peger hun på, at kongehuset gang på gang betaler prisen for hans adfærd.
Hun går så vidt som til at antyde, at han nærmest opfører sig som en skjult modstander af monarkiet. Det gør hun, da hans handlinger de seneste år konsekvent har været med til at bringe hans bror, kong Charles, i vanskeligheder.
Villemann bor i dag i Danmark, men hun har dog tidligere tilbragt en del år i England og er ligeledes gift med en brite. Hun følger derfor stadig tæt med i det britiske kongehus.
Dommer skal vurdere kendelser
Andrew blev anholdt på sin 66-års fødselsdag den 19. februar. Mindst seks civile politibiler kørte op foran hans bopæl i Sandringham i det østlige England, hvorfra han blev ført bort. Han blev løsladt samme dag, og ifølge BBC blev der ikke pålagt ham nogen betingelser.
Det er netop den episode, han nu ønsker, at en dommer skal se nærmere på. Den tidligere prins har nemlig rejst tvivl om, hvorvidt de ransagningskendelser, politiet skaffede sig forud for anholdelsen, var lovlige.
Forud havde politiet i samme måned bekræftet, at man var i færd med at undersøge en række påstande om, at den tidligere prins skulle have videregivet fortrolige papirer til Jeffrey Epstein i den periode, hvor han arbejdede som britisk handelsudsending.
I oktober 2025 blev det afsløret, at han havde mistet sine kongelige titler og skulle forlade sin bolig i Windsor. Tre år inden da mistede han retten til tiltaleformen ‘Hans Kongelige Højhed’ og trak sig fra sine royale opgaver som følge af en voldtægtsanklage og kritikken af hans forbindelse til Epstein.
På trods af dette, er han fortsat anført som nummer otte i den britiske tronfølge. Både Storbritannien og Australien har dog haft drøftelser om helt at skrive ham ud.